Stemning i top ved nytårsfest

- Det var en af de bedste aftener, vi har haft længe. Sådan lyder det fra Søren Lukassen dagen efter Fjerritslev Pensionistforenings store nytårsfest i Aktivitetscentret. Søren Lukassen kan berette om en fest, hvor alle var i godt humør hele aftenen, og fra arrangøren såvel som gæsternes side var der kun tilfredshed at spore. Der var god mad og musik, og folk sang med på sangene. - Det var skønt at se så mange glade mennesker, og så er det skønt at arbejde med et sådan arrangement, siger Søren Lukassen. 105 betalende gæster var med, og der er stor ros til aftenens musikalske underholdning, Fynsgades Harmonikaforvirring, der forstod at skabe højt humør og god stemning. Aftenen kan måske løbe rundt økonomisk, men filosofien er, at billetprisen skal være så lav som mulig, så alle kan være med.