EMNER

Stemningen skifter på Christiansborg

VKO vader i balladesager, og målingerne viser mere og mere stabilt et rødt flertal - det kan mærkes på stemningen i begge lejre

Stemningen er noget klam. Sådan beskriver et borgerligt folketingsmedlem gruppemøderne i disse uger, og der er da heller ikke meget at grine ad, når folketingsmedlemmerne fra Venstre og De Konservative mødes med kollegerne til snakken om dagens arbejde. I flere måneder har meningsmålingerne vist dødt løb med en lille overvægt til den røde blok, men nu ser det ud til, at vælgerne flytter sig mod venstre i hastigt tempo. Mandag havde DR en måling, der gav rød blok 92 mandater mod 83 til de blå, og når der samtidig stort set kun er problemsager, så er det, at stemningen bliver "klam". Nu er målinger jo ikke valgresultatet, men folketingspolitikerne har alligevel blikket stift rettet mod tallene, og de er eksperter i at se, hvem der ryger ud i de forskellige målinger. Som på enhver anden arbejdsplads er sådan en lavthængende fyringstrussel ikke noget, der skaber glæde. Parallelen til det sidste år med SR-regeringen er slående, og ifølge den daværende pressechef for Poul Nyrup Rasmussen er det dræbende for gruppedisciplinen. - Det skaber en irritation og negativitet, så det bliver mindre sjovt at være til gruppemøder. Det forplanter sig til hele partiet og embedsmandsapparatet, og der bliver hurtigt en leg om, hvem der har skylden. Næste logiske skridt er, at folketingsmedlemmerne begynder at tale dårligt om partilederne, siger Jan Juul Christensen. Og det hjælper heller ikke det store, når Venstre og De Konservative kigger på ledelsen, for som en Venstre-kilde siger, så ved man ikke, hvor man har regeringen for tiden. Den ene dag mener den et og næste dag noget andet. Det eneste, der holder grupperne nogenlunde i ro, er forventningen om en snarlig rokade, for de fleste drømmer en lille eller stor drøm om en ministerbil. - Det er et strategisk dumt tidspunkt at begynde at pisse i egen rede, som en konservativ kilde formulerer det. Mens vi venter Derfor fordriver de borgerlige folketingsmedlemmer hellere tiden med at sætte det lange lys på og tænke i nye projekter og revideret regeringsgrundlag og prøver så vidt muligt at ignorere meningsmålingerne. Ikke mindst hos De Konservative prøver man at gemme skuffelsen over den udeblevne Lene-effekt af vejen og tænker i stedet i, hvilket projekt der skal definere formanden, og hvor snittet skal lægges i forhold til Venstre. Det seneste forsøg på at få genåbnet velfærdsforliget og spille ansvarlighedskortet har foreløbig ikke ført til andet end kurrer på tråden mellem K-formanden og statsminister Lars Løkke Rasmussen. Burkaideen var heller ikke så god, og i det hele taget begynder det at ligne SR-regeringen, hvor De Radikale også krævede efterlønsreformer til stor irritation for Poul Nyrup Rasmussen, der helst ikke ville høre det ord. - Når to partier har dannet par i så lang tid, så opstår der partnertræthed, hvor man kommer til at fokusere på de dårlige ting i stedet for de gode. Det så man under SR-regeringens sidste år, hvor holdfølelsen og kampgejsten blev afløst af ministre, der mere tænkte på deres eget ministerium, siger Jan Juul Christenen. I det hele taget ser det ikke ud til, at partierne taler ret meget sammen, og så sent som onsdag undsagde De Konservative Lars Løkke Rasmussens ide om at offentliggøre de nationale folkeskoletest. Og så har partierne endda lige tilbragt to dage sammen til regeringsseminar. DF-balladen Nu prøver De Konservative så med store bannerannoncer at gøre vælgerne opmærksomme på, hvem der har båret de nytilkomne skattelettelser igennem, men begejstringen bliver hurtigt ødelagt, når historien i medierne er, at folk hellere vil have ordentlig velfærd. Stemningen i regeringslejren er ikke blevet bedre af ugens indslag fra DF's berømmede værdikriger Jesper Langballe og hans bemærkninger om muslimske mænds omgang med deres døtre. Sagen blev yderligere krydret af trafikordfører Kim Christiansens overfusning af en kvinde, idet "ingen ved sine fulde fem gifter sig med en muslimsk mand". Selvom Langballe og Krarup gennem årene har fået frit løb til mange udfald, skurrer ugens DF-udsagn mere end nogensinde i særligt konservative ører. - Hvis der er "røde" borgerlige vælgere, som i forvejen er på vej over midten, så får det her dem i hvert fald ikke til at vende tilbage til den borgerlige lejr, som en konservativ kilde siger. Det er muligt, at hårdtslående udsagn fra Dansk Folkeparti for otte år siden var med til at cementere den stramme udlændingepolitik, men i dag, hvor der ikke hersker tvivl om, at udlændingepolitikken er blevet strammet markant, frygter borgerlige, at sådanne udsagn begynder at koste på vælgerkontoen. Især efter at Muhammed-tegningerne har vist, hvor let tingene krydser om på den anden side af jordkloden og vender tilbage som en boomerang. Omvendt er det tydeligt, at den konservative reformiver har skabt irritation hos Dansk Folkeparti, som har beskyldt regeringen for at tale med to tunger og skabe utryghed hos vælgerne. Glæde og virkelyst Helt anderledes ser det ud på den anden side af gangen. Her sidder SF i De Konservatives gamle gruppeværelse, og hvis målingerne fortsætter samme tendens, skal partiet snart overtage Venstres gruppeværelse. SF rundede i ugens Capacent-måling 20 procent, og hvis det holder, bliver gruppen næsten fordoblet igen efter næste valg. Der er altså jobsikkerhed for dem, der sidder nu, og den medvind giver arbejdsglæde. - Det er ikke en ubehagelig situation at være SF'er for tiden. Der bliver grinet en hel del på gruppemøderne - af os selv og af begejstring over livet. Folk er virkelig kampberedte, for nu må vi få det valg. Det er vanvittig spændende, siger Anne Baastrup, som har siddet i Folketinget for SF siden 1994 og derfor har oplevet hele rejsen fra periferien i dansk politik og ind mod magten. Og selv om den nuværende situation langt er at foretrække ifølge Baastrup, er succesen også forbundet med visse vanskeligheder. - Hvis vi sagde 10 sætninger i 2001, var der ingen, der opdagede det. Men hvis man siger så meget som en halv sætning i dag, falder alle over en. Der er meget opmærksomhed omkring, hvad vi gør, og det stiller store krav til, at vi er grundige i vores forberedelser og udmeldinger. Men det er skønt, at vi bliver taget alvorligt, siger Anne Baastrup. Indtil videre prøver SF'erne at holde den ydmyge fane højt og tale om, at én ting er målinger, én helt anden er valgresultater, og at de absolut og på ingen måde kunne drømme om at spekulere i ministerposter på nuværende tidspunkt. S i stampe En anden grund til, at SF'erne skal passe umanerligt meget på med at hovere, er, at fremgangen ikke rigtig har smittet af på de eventuelle regeringspartnere, Socialdemokraterne og De Radikale. Her står målingerne relativt stille, uanset hvor meget regeringen tramper rundt på egne tæer. Selvom det ikke er en drømmesituation, har Socialdemokraterne efterhånden forliget sig med tanken om, at de nuværende 25 procent nok er et meget godt resultat, og hvis bare SF går så meget frem, at Helle Thorning-Schmidt bliver statsminister, så er det fint. Og netop udsigten til ministerposter har en meget gunstig virkning på gruppemedlemmernes arbejdsiver og loyalitet, mener et socialdemokratisk folketingsmedlem. Luften i det socialdemokratiske gruppeværelse er derfor stort set renset for den traditionelle fnidder og fløjkrig, som ellers gerne blusser op, når målingerne er sløje, og det er småt med lysten til at sige formanden imod. Den nuværende situation er helt klart sværest at sluge for De Radikale, som mere eller mindre frivilligt er blevet placeret ude i periferien, hvor de har overtaget SF's traditionelle rolle som tredje hjul. De Radikales gentagne forsøg på at sætte reformer på dagordenen er blevet mødt med et meget bestemt "nej, nej og atter nej" fra Helle Thorning-Schmidt, som tydeligt har demonstreret, at hun ikke længere ser behov for at behandle "urealistiske" radikale krav med fløjlshandsker som i de gode gamle SR-dage. Fra nu af hedder aksen Helle og Villy, selvom der her ligger kimen til en masse problemer for en eventuel S-SF-regering, der skal bruge de radikale stemmer. Skår i glæden Selvom det ser fint ud, så er lykken dog ikke komplet hos de røde. De er pinefuldt bevidste om, at VKO lige nu er deres egen værste fjende, mens oppositionen mest af alt klarer sig godt, fordi de holder lav profil og ikke laver for mange fejl. Krisen burde gøre det taknemmeligt at skyde på regeringens problemer med at holde styr på økonomien, men selvom der er bevægelse, så strømmer vælgerne ikke til af sig selv, og det nager hos Socialdemokraterne. Som en S-kilde siger: -Vi kan ikke rigtig slå hul. Arbejdsløsheden stiger, men der er ikke en folkestemning, der siger, at de savner Socialdemokraterne. Sygehusene fyrer, men folk siger bare, nå ja. Vi gør alt, men det trænger ikke rigtigt igennem. De positive hæfter sig derimod ved, at det er lykkedes at tegne et billede af Lars Løkke Rasmussen som presset og mopset. Fiaskoen ved COP15 har slået kæmpe skår af statsmandsværdigheden, så lille Lars fra Græsted ligner en overkommelig modstander. På den anden side peger flere kilder på, at Lars Løkke Rasmussen ikke skal undervurderes, og at der til forskel fra SR-regeringens sidste tid rent faktisk er lavet et generationsskifte i regeringen. Der er med andre ord noget at bygge på, omend det er svært at bygge, så længe stemningen er "klam".

Forsiden