Stemningsfuld adventskoncert

Anne Dorte Michelsen sang for en fyldt kirke i Løgstør

Anne Dorte Michelsen fortolkede en lang række danske sange og salmer, da hun fredag aften optrådte i Løgstør Kirke. Foto: M-line

Anne Dorte Michelsen fortolkede en lang række danske sange og salmer, da hun fredag aften optrådte i Løgstør Kirke. Foto: M-line

LØGSTØR:Med 210 solgte billetter ud af maksimalt 250 mulige var Løgstør Kirke fyldt til koncerten med Anne Dorte Michelsen fredag aften. Og publikum fik en god oplevelse med sig hjem. Vintersange og adventssalmer som ”Sneflokke kommer vrimlende”, ”Spurven sidder stum bag kvist”, ”Det er hvidt herude”, ”Sig nærmer tiden” og ”Hil dig, frelser og forsoner” var med på repertoiret, sidstnævnte salme i et nyt, rytmisk arrangement. Det var den norske pianist Helge Lillethvedt, der havde lavet arrangementerne af alle de numre, Anne Dorte Michelsen optrådte med, og han akkompagnerede hende også smukt ved koncerten. Også en sopransaxofonist, Anne Dueholm, medvirkede. Koncerten med Anne Dorte Michelsen føjer sig ind i rækken af adventskoncerter, der er godt på vej til at blive en tradition i Løgstør. Organist Christina Beltoft Mortensen lagde som nyansat ud med at hyre Kurt Ravn for to år siden, og sidste år var det trompetisten Per Nielsen, der blæste julen ind i Løgstør. - Jeg vil prøve at opretholde traditionen fremover, lover hun.