Musik

Stemningsfuld sommercabaret brillerede

Mellem køer og tyre - på Napstjærtgaard

NAPSTJÆRT:Der er så dejligt ude på landet en fredag aften - især hvis man får lov til at more sig kosteligt i godt selskab. Så dér sad vi så fredag aften i en lade og lo, da sommercabaretten hærgede på Napstjærtgaard. Tætsidningen foregik på stole i alle størrelser, farver og faconer for at publikum kunne få et glimt af Møllerevyens eksilerede sommerudgave. Billetterne var nemlig mere end solgt, idet der var over 100 procents belægning. Efter fælles, og, det må indrømmes, veloplagt, afsyngning af "Nu er dagen fuld af sang", åbnede Torben Sekov, der jo er i besiddelse af Danmarks næstmest sexede stemme, aftenen med en forrygende monolog af H. C. Andersen, i hvilken han fortalte den finurlige historie om en kone, der har været gift to gange ­ og tillige er bebyrdet med dårlig samvittighed. Da hendes anden mand er ude i et ærinde, får hun besøg af en meget snedig tyv, der listeligt frarøver hende både klæ'r, penge og mad, under løfte af, at han er på vej til Paris - noget hun hører som Paradis ­ så han kan bringe hendes første mand gode sager med hjemmefra. Det må være nok at sige, at det er tydeligt for enhver, hvorfor Sekov er professionel skuespiller. Om parforhold og andre(s) forhold Jenny og Sekov præsenterede Svend og Ingelise, et par der lovede at kunne redde selv det mest skrantende parforhold. Eller sagt med andre ord ­ "Kom over din krise ­ med Svend og Ingerlise". De afslørede imidlertid hurtigt, at de godt kunne trænge til en ordentlig dosis af egen medicin, og de måtte også ty til nabohjælp, da det virkelig gjalt. Udtrykt således: Har dit parforhold fået ridser, gå i seng med Leif og Kisser! Tina Siel sang om borgerfruen, der var sig selv nok, og Marianne Duus Nielsen leverede en forrygende ­ og indsigtsfuld ­ fortolkning af at være løs på tråden. Poesiens blå blomst blev kniplingsfint fortolket af Jenny, mens Torben Sekov gav endnu en fremragende monolog som den privilegerede velhaver, der nok kunne indse, at han hverken havde rejst i Kalahari ørkenen, besteget Mount Everest ­ eller overhovedet udrettet noget som helst i sit liv ­ alene af den grund, at det var for besværligt. Rundt i manegen På landet er der nogen, der føler trang til flagrende frynser og glade farver, og til at bryde ud i country- og linedance, en trist misforståelse, der er kopieret fra country og westernmusikkens hjemland USA. Tina Siel levere en herlig parodi på, hvordan den lokale fortolkning af "linedans" kan se ud ­ og fik endda trukket kulturens Hans Ulrik Vadmann, turistchef Pauli Jørgensen og Poul Erik Wæhrens på scenen. Lad det være nok at sige, at de trin skal der nok arbejdes lidt mere med inden nummeret genopføres. Det blev også til en fuldkommen sort dialog mellem Sekov og Duus, der legede fortvivlet ægtemand og parterapeut i "Min kone forstår mig ikke". Og det med god grund: mandens kone var thailænder og parterapeuten havde opgraderet sit CV fra buschauffør. Summa summarum ­ ingen forstod hinanden. Yndig aften på landet Den ubetingede kærlighed fik Jenny ikke, som vi troede, fra en elskende ægtemand, men fra sine dejlige børnebørn ­ og så blev laden ellers sat på den anden ende af en flipper, der aldrig rigtig var nået hjem fra Woodstock. Det var Marianne Duus Nielsen, der angreb alt og alle omkring sig med sin blomsterbørnsfortolkning af "Hej lille jord" ­ iført poncho og banjo - mens Nikolaj Vejen, for en kort stund, smed sit stille ydre, og gik helt bananas iført peacetegn. Men så var det også nok ­ scenen fik lov til at synge sin egen sang om, hvor dejligt det var, når der blev stille og om alle de sejre og fiaskoer, den havde bevidnet. Og til sidst blev publikum sunget ud. Hele vejen kunne man glæde sig over høj musikalsk kvalitet, idet den fremragende musiker Nikolaj Vejen leverede levende musik til alle numrene ­ minus country altså - der går hans professionelle smertegrænse! Teknikken ­ der kun blev forstyrret af tåbelige publikummer med mobiltelefoner ­ var kreeret af den 12-årige roadie Mathias Dannesboe, der til hverdag helt sikkert leverer lyd til de store, danske bands, og mellem numrene leverede Anton Hansen, der havde plaget sig til en rolle i cabaretten, små udråbstegn i form af vitser Og cabaretten som helhed ­ den var hverken for kort eller for lang. Den var sommersød dejlig ­ og lige tilpas. Og aftenen - den var faktisk dét, den gamle digter ville kalde for en yndig aften.