Stemningsfuld tradition

Et af de steder, hvor traditionen med at gå luciaoptog holdes i hævd, er på Nørhalne Skole.

De 26 elever i fjerde klasse på Nørhalne Skole gik luciaoptog på luciadag, 13. december. Foto: Lars Pauli

De 26 elever i fjerde klasse på Nørhalne Skole gik luciaoptog på luciadag, 13. december. Foto: Lars Pauli

Det er en stemningsfuld oplevelse for elever, lærere og forældre, fortæller lærer Kirsten Bøjer. Det er altid eleverne i fjerde klasse, der går luciaoptog. Således også i går 13. december, som netop er luciadag. - Børnene havde glædet sig helt vildt til det, og bagefter var de klar til at tage en tur mere, fortæller Kirsten Bøjer. De 26 drenge og piger i fjerde klasse har øvet sig gennem nogle uger på luciasangen samt yderligere én sang, som de fremførte i gymnastiksalen. Det var en fyldt sal med samtlige skolens elever og lærere, og dertil var en masse forældre, som ivrigt tog billeder og optog video. To elever læste tekster om luciadag, inden alle 26 elever forlod salen under sang. Selve luciadragterne går i arv fra år til år og har efterhånden været båret af mange børn. Nogle af dem stammer fra FDF Nørhalne. - Jeg tør ikke sige, hvor gamle dragterne er, men nogle er fra før jeg begyndte på skolen. Og det er 13 år siden, fortæller Kirsten Bøjer.