Frederikshavn

Stena Line-direktør: Havneafgifter skal ned

Nedsættelse af godstaksterne på Store Bælt kan ikke ses isoleret. De skal vurderes i sammenhæng med enorme rabatter for storkunder, der benytter Øresundsbroen.

Det siger direktør Bent Kobberup, Stena Line, der nu kræver genopretning af konkurrencevilkårene ved reduktion af havneafgifterne i Frederikshavn. Havneafgiften er vigtig for rederiets konkurrenceevne. Bent Kobberup oplyser, at afgiften udgør minimum 10 procent af vognmændenes transportpris over Kattegat. Derfor kræver Stena, at den pris, som Frederikshavn Kommune har betalt for at overtage den tidligere statshavn i Frederikshavn genforhandles, så havnetaksterne kan sættes ned. Bent Kobberup har kun et skuldertræk til overs for trafikminister Fl. Hansens (K) reaktion på kravet i NORDJYSKE i går. Ministeren argumenterede, at nedsættelsen af taksterne for gods over Store Bælt med 10 procent ikke er en væsentlig ændring. Derfor afviste han, at takstnedsættelsen aktiverer den genforhandlingsklausul, som ministeriet har indgået om prisen for Frederikshavn Havn. - Men det skal han jo sige, når vi står foran en ny forhandling, siger Bent Kobberup. - Vi mærker tydeligt, at transporten gennem korridoren via Øresund allerede er øget væsentligt. Det. vi nu konfronteres med er, at markedsprisen bliver sat yderligere ned. Vi kan reagere på to måder. Enten tabe penge ved at sætte prisen ned eller ved at gå ned i volumen. Men vi vil sende Sorteper videre til havnen med krav om lavere havneafgifter. Frederikshavn Havn havde allerede inden beslutningen om at nedsætte godstaksterne på Store Bælt besluttet at iværksatte en analyse af priserne på Øresund for at få en genforhandling af havneprisen med trafikmisteriet.