Stena Line påtager sig skylden for savnet chauffør

Natten til mandag blev den 22-årige lastbilchauffør Danni Odgaard meldt savnet på Stena Lines færge fra Frederikshavn til Göteborg.

EMNER 25. februar 2011 08:44

Han dukkede først op ud på morgenen, da færgen var tilbage i Frederikshavn. Han havde fået udleveret nøglen til en forkert kahyt, og var derfor blevet forvekslet med en montør på færgen. En fejl, som Stena Line påtager sig det fulde ansvar for. - Det er helt klart os, der har lavet en brøler. Chaufføren er fuldstændig uden skyld, siger Carsten Kruse, direktør for Stena Line. Stena Line plejer at vække chaufførerne. Men da der ikke er vækning i montørkahytterne, vågnede Danni Odgaard altså først, da færgen var tilbage i Danmark lidt over syv mandag morgen. Mareridt for de pårørende Lad os lige skrue tiden tilbage. Klokken 01 har personalet færdiggjort en eftersøgning på skibet, og har ikke fundet indehaveren af den lastbil, der står på dækket. Kaptajnen gør derfor det, man altid gør i den situation. Kontakter de pårørende. De får fat i Dannis to år ældre storebror, som underretter resten af familien. - Så tror vi jo, at han er faldet over bord. Det var virkelig et mareridt, siger Sanne Offersen, der er mor til Danni Odgaard. Hun ringer til politiet, som bekræfter, at hun nok skal begynde at forberede sig på det værste. - Besætningen sagde jo, at de var 100% sikker på, at han ikke var på skibet. Så vi kunne ikke se, hvad der ellers skulle være sket, siger Sanne Offersen. Imens familien langsomt er ved at miste håbet, ligger hovedpersonen og sover uforstyrret i en montørkahyt. - De burde have lavet en grundigere eftersøgning. Jeg kan ikke huske, at de havde været derinde, siger Danni Odgaard. Stena Lines ansvar Carsten Kruse påtager sig ansvaret for, at Danni Odgaard var i den forkerte kahyt. Han ved også godt, at den lille fejl, der skete ved nøgleudleveringen, blev skæbnesvanger for Dannis familie. - Det er jo utroligt ulykkeligt. Jeg kan godt forstå, at de er sure, siger Stena Lines direktør. Han understreger, at chauffører ind i mellem bliver væk af forskellige harmløse årsager. Derfor var der ikke umiddelbart grund til at frygte for Dannis liv. - Men i den situation frygter man selvfølgelig det værste, siger Carsten Kruse. Stadig i chok I hjemmet i Skive-området var man i hvert fald indstillet på det værste. Chokket fra den nat har da heller ikke lagt sig endnu. - Jeg er kørt helt ned af det her. Det var den værste nat i mit liv, siger Sanne Offersen. For Danni Odgaard selv er det også tydeligt, at familien stadig er i sorg. - De er ikke kommet over det endnu, de er stadig chokerede, siger han, men understreger, at han ikke bebrejder Stena Line. - Det er et hændeligt uheld. Men jeg har ikke så meget lyst til at sejle med dem igen. ID-tjek Carsten Kruse vurderer, at sandsynligheden for, at noget lignende vil ske i fremtiden, er meget lille. Men fremover skal færgens medarbejdere blive bedre til at tjekke ID under en eftersøgning. - Så ved vi i hvert fald hvem der er medarbejdere, slår han fast.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...