Stendysser og jættestuer sættes i stand

Gamle bygninger kan også tage skade af fugt

Søren Skov
Jættestuen i Suldrup er et af de gravkamre, der nu skal restaureres. Arkivfoto: Michael Koch
Antikviteter 22. september 2009 06:00

NORDJYLLAND: Det er ikke kun nutidens nordjyske huse, der kan tage skade for megen fugt. Det samme gælder vores forfædres gamle gravkamre i form af stendysser og jættestuer. Derfor har Kulturarvsstyrelsen netop bevilget en halv million kroner til at restaurere seks kendte, jyske stendysser og jættestuer. Fire af dem ligger i Nordjylland - Suldrup-jættestuen ved Rold Skov, Thorshøj på Mors, Hvisselhøj i Hanherred og Blakshøj i Frederikshavn. De to andre er Krejbjerg i Salling og Grønhøj ved Horsens. - Når vi i dag er nødt til at sætte de seks gamle stendysser og jættestuer i stand, skyldes det, at de gamle danske stenaldergrave med store sten blev systematisk ødelagt for et par hundrede år siden. Dengang var gravhøjene ikke fredede, og der blev fjernet både sten og jord fra mange ravhøje. Dermed blev de beskyttende lag, som holdt gravkamrene tætte og tørre, ødelagt, forklarer Jørgen Westphal fra Kulturarvstyrelsen i København. Derfor kan regnvandet i dag trænge helt ind i gravkamrene, og i perioder med megen regn, kommer der store vandpytter på gravkamrenes gulve. Det generer de besøgende. Og hvad der er endnu værre - vandet ødelægger også stille og roligt de gamle stenkonstruktioner. Vandtæt membran Ved den kommende restaurering vil der derfor blive udlagt en vandtæt membran lige under gravhøjenes græsklædte overflade. Den nye, tætte membranen skal i fremtiden holde regnvandet væk fra gravhøjens indre, og dermed kan de besøgende igen komme tørskoet og sikkert på udflugt i fortiden, når de gæster de seks kendte oldstidsgrave. - Alle de seks udvalgte stendysser og jættestuer er populære udflugtsmål, der hvert år besøges af både lokale familie og tilrejsende turister. De omgivende lokalsamfund er ofte stolte af dem, og i nogle tilfælde har de markante gravhøje endda inspireret lokale forretninger, som har taget navn efter dem. Det gælder bl.a. Suldrup-jættestuen, tilføjer Jørgen Westphal. Hvis der fortsat skal være offentlig adgang til de gamle gravkamre, er det således nødvendigt at sætte dem i stand. Men det vigtigste ved projektet er at bevare dem for eftertiden. Arbejdet med at restaurere de seks gravhøje er allerede startet. Restaureringen er mulig i kraft en særbevilling på finansloven, hvor der i perioden 2009-2012 er blevet afsat 9,7 millioner kroner til at sikre nationale monumenter som stendysser, jættestuer og ruiner fra middelalderen for eftertiden.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...