Stengalleri indrettet i haven

Bent M. Brun blev bidt af at arbejde i sten

BRØNDERSLEV:- Jeg blev bidt af at arbejde i sten, da jeg havde været på kursus. Det fortæller tidligere direktør, Bent M. Bruun, der har etableret "Det Lille Stengalleri" på adressen Hedelundsgade 8 i Brønderslev. Bent M. Bruun skulle finde sig en interesse, da han gik på efterløn for syv år siden. - Jeg kom på et stenkursus, og det var lige noget for mig, siger Bent M. Bruun, der havde John Larsen fra Skallerup som instruktør på kurset. Han var på et intenst kursus, og senere gik han i gang med at forme den ene sten efter den anden. Stenene bliver til fugle, fisk og meget mere. Hele haven og en carport er fyldt med stenkunst. - Ikke to er ens, fortæller Bent M. Bruun, mens han viser de godt 60 sten frem i galleriet i den hyggelige, lukkede have i Hedelundsgade. Han står på en gård ved Stenum med sit værktøj og arbejder i stenene. - Det støver for meget til, at jeg kan være hjemme, fortæller han. Der benyttes åndedrætsværn, når han sliber på stenene. - Man bliver ret ferm til at bruge en vinkelsliber, når man har prøvet det længe nok, fortæller han. Der skal også bruges diamantværktøj, mejsler, stokhammer og andre former for værktøj til at arbejde i det hårde materiale. - Stenene er meget tunge, men dem på op til 50 kilo kan jeg sagtens magte. Er de større, skal der en sækkevogn til, eller også skal kunstværket laves på stedet. Stenene placeres i en kasse med sand, mens han arbejder med dem. Bent M. Bruun har en aftale med en grusgrav, hvorfra han får stenene. - Det er altid spændende at se, hvilken farve stenene får, når de bliver pudset og poleret. Pigmenterne i stenene bestemmer farven, når et kunstværk er poleret. - Det kan være rødt, sort eller en anden farve, siger Bent M. Bruun. Kunst er ikke fremmed for Bent M. Bruun. Han har tidligere arbejdet med oliemalerier. - Interessen fik jeg, da kunstneren Svend Danelund boede hos mine forældre, fortæller Bent M. Bruun. Oprindeligt er Bent M. Bruun uddannet ingeniør. Det blev han i 1959. I 1973 etablerede han Vinduefabrikken Brønderslev, som han for godt 10 år siden solgte til Robertson, men han fortsatte som daglig leder, indtil han for syv år gik på efterløn. Nu er Bent M. Bruun netop blevet pensionist. - Og så skal man jo have noget at interessere sig for, siger Bent M. Bruun, der ikke har fortrudt, at det er stenkunst, han har valgt. Det er også blevet til mange kunstværker til børnene. - Mine tre døtre, mine børnebørn og min kone, Lillian, er god til at komme med deres syn på kunstværkerne. Bent M. Bruun har en udstilling af nogle af sine kunstværker hos tandlæge Leif Andersen i Grønnegade i Brønderslev, og han udstiller snart nogle kunstværker på Søndergades Skole i Brønderslev. "Det lille stengalleri" er åbent hele påsken, og når der laves en aftale med kunstneren selv. Han har planer om at udstille andre steder i byen, og flere har allerede meldt sig som interesserede i at udstille Bent M. Bruuns værker.