Skolevæsen

Stenhøj vil meget hellere til Frederikshavn

En husstand er på vej fra Ny Hjørring til Ny Frederikshavn - nu vil flere med, men borgmestre lover intet

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Frederikshavn virker tiltrækkende på mange. Arkivfoto: Peter Broen

FREDERIKSHAVN:Et ægtepar på Brønderslevvej i Stenhøj har allerede sikret sig opbakning fra Ny Hjørring og Ny Frederikshavn kommuner til at få flyttet kommunegrænsen, så de kommer til at høre til østpå. Nu mangler blot Indenrigsministeriets blåstempling, men politikerne i Ny Hjørring kan meget vel komme til at tage stilling til problematikken igen - blot med den forskel, at det nu er endnu flere Stenhøj-borgere, der vil vende Ny Hjørring Kommune ryggen til fordel for Frederikshavn. I hvert fald er der i øjeblikket en uofficiel folkeafstemning i gang i den østligste landsby i Sindal Kommune. En borger har sendt stemmesedler ud til cirka 100 husstande. Det er Mona Laustsen, Stenhøj, der står bag afstemningen. Det er ikke lykkedes at træffe hende for en kommentar til aktionen, men tilbage i 2004 gjorde hun ligeledes opmærksom på, at hun fandt det mest naturligt, at Stenhøj blev en del af Frederikshavn. Udmærket initiativ Stemmesedlen er blandt andet havnet hos ægteparret Gyda og Kaj Pedersen har boet i Stenhøj i 36 år, og de synes, at det er udmærket, at der bliver foretaget en rask lille ”folkeafstemning”. - Så får folk mulighed for at give deres mening til kende. Selv om vi handler i Frederikshavn, vil jeg vil nu helst blive i Ny Hjørring Kommune - vi har altid været tilfredse med Sindal Kommune, lyder det fra Gyda Pedersen. Hendes mand har samme holdning. - Men uanset, hvor vi kommer til at høre hjemme, er der en ting, som er sikkert: Vi vil fortsat være et udkantsområde, siger Kaj Pedersen. - Jeg tror dog, at vi er i mindretal - de fleste andre vil nok gerne til Frederikshavn, tilføjer han. Afstemningsområde Sindals borgmester Søren Risager (V), der også sidder i Sammenlægningsudvalget i Ny Hjørring, påpeger, at det hele tiden har været planen, at storkommunens politikere skulle tage stilling til den østlige del. - Vi skrev til Indenrigsministeriet, at der var nogle uafklarede spørgsmål, og nu ser det ud til, at vi skal drøfte det nærmere. Hvis der er et stort ønske i området, så må de for min skyld gerne komme til Frederikshavn. Spørgsmålet er om en afstemning i Stenhøj er for lille et område - det kan jo få konsekvenser for den lokale skole, siger Søren Risager, der således lufter en mulighed for at holde en afstemning i hele Lendum Skoledistriktet. Udhuler skoledistrikt Ny Hjørrings borgmester, Finn Olesen (S), har heller ikke på forhånd en kategorisk holdning til spørgsmålet. - Nu er stregerne jo slået, og skal der dispenseres, skal der være gode grunde. Som udgangspunkt har jeg det sådan, at hvis folk både praktisk og personligt er tilknyttet til Frederikshavn, så er det okay for mig. - Men der er mange ting, som er inde i billedet: Hvad kommer det til at betyde for skoler, daginstitutioner og ældre, siger han. Netop på skoleområdet ville det få konsekvenser, hvis Stenhøj smutter østpå. En undersøgelse fra sidste år viste, at der forsvinder en del børn fra Lendum Børnecenter, hvis man skal vinke farvel til Stenhøj. - Ud af 22 skolesøgende børn i området gik 17 på Lendum Skole, og daginstitutionen havde 15 små poder fra Stenhøj gående. Om det kommende afstemningsresultat fra Stenhøj skal få konsekvenser i den virkelige verden afgøres i sidste ende af Indenrigsministeret, men Ny Hjørring Kommune vil blive bedt om en udtalelse, inden ministeriet træffer sin afgørelse.