Stenild igen på klubjagt
Tidligere AaB-målmand vil ikke forsætte i sin norske klub
HAUGESUND: Den tidligere AaB-målmand Kenneth Stenild ønsker at blive i norsk fodbold, men har takket nej til at fortsætte i sin nuværende klub Vard Haugesund, som netop er rykket ned fra den næstbedste række i Norge. Det skriver hjemmesiden bold.dk
- Vi har fået et tilbud fra Vard, men har besluttet os for at gå andre veje, siger Kenneth Stenilds agent Annfinn Gaard til hjemmesiden.
Kenneth Stenild var i sin ungdomstid regnet for et stort målmandstalent, men det rakte ikke til et gennembrud i AaB, selvom han nåede at spille en rolle i mesterskabssæsonen 07/08, da Karim Zaza var skadet. Siden har han også været omkring AC Horsens og SønderjyskE, ligesom han en periode var udlejet til FC Hjørring.
Men efter bruddet med Vard Haugesund satser Kenneth Stenild på at blive i Norge.
- Kenneth havde det fantastisk godt i klubben og i Norge, så han vil gerne blive deroppe. Vi kigger som udgangspunkt efter en anden norsk klub, men udelukker ikke noget, siger hans agent til bold.dk.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.