EMNER

Stenild uden organist

STENILD:Knap var den nye organist ved Stenild Kirke tiltrådt med debutkoncert ved gudstjenesten fastelavnssøndag 2. marts, før menighedsrådet atter skal ud at søge en ny til at betjene kirkeorglet. - Vi havde ansat en bulgarskfødt organist, der er dansk gift og bosiddende i Randers. Hun spiller utroligt smukt, men desværre har hun sagt op for i stedet at tiltræde en stilling som organist ved tre forskellige kirker i Tjele Kommune, forklarer Niels Giversen, formand for menighedsrådet, med beklagelse i stemmen. Allerede i morgen har menighedsrådet igen en stillingsannonce i avisen, og både rådet og sognepræst Herluf Christensen håber på en snarlig afløser. - Vores nyansatte organist fratræder nemlig allerede 1. april, og vi står i øjeblikket ikke med en vikar i baghånden. Så ret hurtigt skal vi have et fællesmøde for at drøfte, hvordan vi kan tackler det akutte problem, fortæller sognepræst Herluf Christensen. Efter nytår valgte Stenild Kirkes forrige organist, lærer Anette Østergaard, at stoppe efter flere års virke for at hellige sig familien. Stillingen som organist er normeret til 38 gudstjenester om året samt syv - otte andre gudstjenester fordelt over hele året i forbindelse med begravelser og bryllupper.