Retspleje

Steningsdømt nigeriansk kvinde frikendt

Amina Lawal vandt - 20-årig mand dømt til døden ved stening på grund af homoseksualitet

KATSINA:Den 31-årige nigerianske kvinde Amina Lawal blev i går frikendt ved en islamisk appeldomstol i det nordlige Nigeria. Lawal blev i marts 2002 dømt til døden ved stening efter at være fundet skyldig i at have haft sex og fået et barn uden for ægteskab. Lawals tilhængere hilste domstolens kendelse velkommen som et afgørende skridt mod at sikre Nigerias 60 millioner muslimer deres rettigheder. Domstolens panel stod imidlertid splittet i kendelsen, hvor fire ud af Katsina-delstatens fem dommere stemte for frifindelse, mens én stemte for at stadfæste steningsdommen. - Det er en sejr for loven og en sejr for retfærdigheden. Vi fejrer i dag, at loven har sejret, sagde Lawals ven og forsvarer Hauwa Ibrahim. - Amina er fri. Amina er blevet løsladt. Amina kan få sit liv tilbage, sagde Hauwa Ibrahim, mens Lawal og stridens kerne - hendes yngste barn Wasila - blev ført væk i en politibil, eskorteret af svært bevæbnede betjente. Glæden over, at Lawal blev frifundet, blev imidlertid skæmmet af meddelelsen om, at en anden islamisk domstol i Nigeria i går dømte en 20-årig mand til døden ved stening for homoseksualitet. Jibrin Babaji blev dømt af en domstol i den nordlige Bauchi-delstat efter at have erkendt at have haft sex med tre drenge. Dommen faldt, få minutter efter at Lawal var blevet frikendt ved appeldomstolen. Lawal modtog sin dom i fjor i henhold til den strenge sharialov og stod til at være den første person, der skulle stenes til døden, efter at en række fortrinsvis nordlige muslimskdominerede delstater i Nigeria genindførte den kontroversielle sharialovgivning. Lawal mødte torsdag op ved appeldomstolen iført et ferskenfarvet, broderet slør, mens hun klyngede sig til Wasila, der første gang var med sin mor i retten i marts i fjor, da hun kun var få måneder gammel. Siden da har fotografierne af mor og datter foran forskellige paneler af muslimske dommere gået verden rundt. Hendes sag er kommet i centrum for den internationale debat om shariaens strenge straffe. Menneskerettighedsaktivister siger, at frifindelsen af Lawal er et skridt fremad, men at det kun skal ses som et første skridt frem mod at sikre en bedre procedure ved fremtidige retssager. - Aminas kamp er én persons kamp. En kamp der har fået omfattende medieomtale. Men der er andre kampe af lignende karakter rundt om i landet, sagde Catherine-Danielle Mabillle fra den humanitære organisation Læger Uden Grænser. Siden Nigeria vendte tilbage til civilt styre i 1999, har en halv snes delstater i den nordlige del af landet indført den islamiske sharialov trods modstand fra forbundsregeringen i Abuja og landets store kristne mindretal. Frifindelsen af Lawal vil vække glæde hos Nigerias præsident, Olusegun Obasanjos verdslige regering, der har følt den voldsomme internationale kritik over dommen som pinlig og belastende for Nigerias omdømme. /ritzau/AFP