Stenkast: Ambulance ramt fra gangbro

Endnu en episode med stenkast fra bro - denne gang i Aalborg

Jesper Ramsing
Stenene blev kastet fra denne gangbro over Humlebakken - mellem E45 og Hadsundvej. Foto: Lars Pauli
Aalborg 6. september 2016 10:24 - Opdateret 7. september 2016 07:18

AALBORG: En ambulance, der kørte med udrykning med en patient med hjertestop, blev mandag aften omkring klokken 20.30 ramt af en sten, der blev kastet ud fra gangbroen over Humlebakken i Aalborg. Det oplyser vicepolitiinspektør Poul Severinsen, Nordjyllands Politi.

Ambulancen blev ramt i højre side, og der er kommet en mindre bule i taget.

- Ambulancen er blevet ramt af noget - formentlig en sten. Det er en sag, vi tager meget, meget alvorlig, og vi gør alt vi kan, for at finde frem til dem, der har kastet med sten, siger Poul Severinsen.

Stenkastet er den seneste episode i en række af stenkast fra broer - andre steder har det været motorvejsbroer - i hele landet. I august blev en tysk kvinde dræbt, da en 30 kilo tung sten blev kastet ud fra en motorvejsbro på Fyn.

Jesper Ramsing
Fire-fem unge mennesker blev set på gangbroen. Foto: Lars Pauli

En 69-årig kvinde i en personbil, der også kørte under broen på samme tid som ambulancen, blev også ramt. Politiet har dog ikke kunnet finde skader på bilen, fortæller Poul Severinsen.

Den 69-årige lagde mærke fire til fem unge mennesker, der stod på på gangbroen - formentlig på knallerter. Dem vil politiet meget gerne tale med, siger Poul Severinsen.

Efterfølgende har flere borgere henvendt sig til politiet og fortalt, at de har set personer stå på gangbroen. Politiet har også haft hunde på stedet, dog uden at det har givet konkrete spor.

Derfor hører politiet gerne fra alle, der har set noget eller ved noget. Har man oplysninger, kan man kontakte Nordjyllands Politi på telefon 114.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...