Musik

Stenrig ?toprocker

Hvad der begyndte som en rengøringstjans, blev for Jon Bon Jovi, der i dag fylder 50 år, til en af de mest guldrandede musikkarrierer nogensinde.

Hvad der begyndte som en rengøringstjans, blev for Jon Bon Jovi, der i dag fylder 50 år, til en af de mest guldrandede musikkarrierer nogensinde.

¤Jon Bon Jovi, rockmusiker og forsanger, fylder i dag 50 år. Det er ikke småpenge, der tikker ind, når Jon Bon Jovi tager sit band på turné og spiller "Livin' On A Prayer", "You Give Love A Bad Name" og mange flere hits fra mere end 25 år som rockstjerner. Forrige år spillede bandet, opkaldt efter forsangeren, hele 125 millioner dollar ind - netto - og var dermed ifølge pengemagasinet Forbes den næstbedst tjenende rockgruppe i verden. Jon Bon Jovi er så populær, at samme magasin rangerer ham som den ottendemest indflydelsesrige kendis i verden. Det er noget af en kontrast i forhold til den utilpassede teenagedreng, der voksede op i den lille by Sayreville i staten New Jersey i USA med det borgerlige navn John Francis Bongiovi, Jr. og fik dårlige karakterer i skolen. Han ville hellere bruge tiden på musikken og rengøringsjobbet i fætterens pladestudie og nåede at være med i fire-fem bands, inden han landede en pladekontrakt med det, han stadig er verdenskendt for i dag: Bon Jovi. Gruppen er intet mindre end en megasucces og har haft fire forskellige albums på topplaceringen over pladesalg i USA. Gennembruddet kom i 1985 med pladen "Slippery When Wet", der har solgt mere end 28 millioner eksemplarer. Siden da er det blevet til yderligere otte albums og en endeløs række af turnéer, der har bidraget til en velpolstret kistebund. Men det kan også blive for meget med op mod 100 koncerter om året: Sidste år varslede gruppen en pause på op mod to år, som den i øjeblikket er et halvt år inde i. Så er der til gengæld tid til at pleje andre interesser, eksempelvis det politiske liv. I 2004 støttede han Demokraternes præsidentkandidat John Kerry, og siden har han også givet kampagnehjælp til både Hillary Clinton og Barack Obama. Sidstnævnte gengældte ved at udnævne Jon Bon Jovi til et særligt arbejdsudvalg på det sociale område - også en anerkendelse af hans arbejde i Jon Bon Jovi Soul Foundation, der hjælper nogle af samfundets udstødte og fattige. Selv falder Jon Bon Jovi næppe under den betegnelse, takket være den glimrende musikkarriere. Han bor i et palæ i hjemstaten med konen Dorothea, som han har kendt siden gymnasietiden og har fire børn med. Sideløbende med musikken har han i de senere år i øvrigt opbygget en pæn portefølje af tv- og filmroller. Endnu er det dog ikke blevet til det store gennembrud på den front, men drømmen lever - han har luftet, at han godt kunne tænke sig en karriere som Frank Sinatra med bred anerkendelse i begge felter. /ritzau/