Stephan A. før mulig EM-debut: Det største
Det vil være den største kamp i karrieren, hvis Stephan Andersen skal spille i Danmarks EM-kamp mod Holland.
Stephan A. før mulig EM-debut: Det største
Det ligger i kortene, at Stephan Andersen får sin slutrundedebut mod Holland på lørdag. Og i så fald vil det være karrierens højdepunkt indtil videre.
- Hvis jeg kommer til at spille, vil det være en af de største kampe i min karriere. Det er noget af det største, du kan opnå - at spille ved en slutrunde for dit land.
- Så det vil jeg da se utrolig meget frem til og også være meget spændt på, siger Stephan Andersen.
Stephan Andersen har været med til en EM- og en VM-slutrunde før, men uden at få spilletid. Det håber han denne gang, efter Thomas Sørensen er udgået på grund af en rygskade.
- Min karriere er ikke slut endnu, men indtil videre vil det nok være det største, fastslår den tidligere Brøndby-spiller.
Danmark er i EM-gruppe med Holland, Portugal og Tyskland. Men om Stephan Andersen skal stå på mål i det indledende puljespil, er stadig uvist.
- Det ved jeg ikke. Det er Morten, der sætter holdet. Det eneste, jeg kan gøre, er at træne godt og bevise til træning og i de kampe, jeg får, at jeg er god nok.
Kampen mod Holland spilles klokken 18 i den ukrainske by Kharkiv.
/ritzau/