Stephan Andersen tør ikke kalde sig førstevalg

Reserven fra Evian holdt nullet, da Danmark vandt 3-0 over Tjekkiet i VM-kvalifikationen fredag aften.

Stephan Andersen tør ikke kalde sig førstevalg

Stephan Andersen vandt den interne danske målmandskamp og gjorde det, han skulle, da det danske fodboldlandshold fredag aften vandt 3-0 ude over Tjekkiet i VM-kvalifikationen.

Men førstekeeper på landsholdet tør han ikke kalde sig alligevel.

- Man ved aldrig, hvad der kan ske til træning, siger Stephan Andersen og uddyber:

- Jeg havde håbet og drømt om, at jeg ville få chancen i denne kamp, og så må vi se med den næste.

Spørgsmål: Du mener ikke, at der er en ret god chance for, at du også spiller på tirsdag mod Bulgarien i Parken?

- Jeg ville være en idiot, hvis jeg ikke sagde, at der var en vis sandsynlighed for, at jeg spiller næste kamp i og med, at jeg spillede mod Tjekkiet, og vi vandt 3-0.

- Men når det er sagt, så skal der stadig arbejdes hårdt til træning, hvor man skal vise, at man skal spille næste kamp, siger Stephan Andersen.

Han frister en tilværelse som reserve i franske Evian. Det kostede ham blandt andet landsholdsudtagelsen til sidste måneds testkamp mod Makedonien.

Stephan Andersen var ikke bange for at fejle mod Tjekkiet, selvom målmanden godt vidste, at han så ville blive mødt med megen kritik.

- Jeg kender mine egne styrker, så det bekymrede jeg mig slet ikke over. Jeg spillede en god kamp og er tilfreds, siger keeperen.

Danskeren har kontraktudløb til sommer.

- Jeg håber, at nogen har set det her. Det er klart, at det her er et udstillingsvindue for mig, da jeg har kontraktudløb om tre en halv måned, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.