Stephan Andersens rival holder målet rent for Betis

Den danske landsholdsmålmand måtte se til fra bænken, da Betis spillede 0-0 mod Espanyol i Primera Division.

1. september 2013 19:36 - Opdateret 1. september 2013 19:37

Stephan Andersens rival holder målet rent for Betis

Landsholdsmålmand Stephan Andersen møder mandag op i landslejren i Helsingør uden spilletid for Real Betis i denne weekend.

Den danske keeper måtte tage plads på bænken, da Betis søndag fik 0-0 ude mod Espanyol i Primera Division.

I stedet for Andersen fik Guillermo Sara lov til at vogte gæsternes mål i den målløse kamp.

Stephan Andersen blev i sommer købt i franske Evian, men danskeren har endnu ikke fået markeret sig som førstevalget i Betis-målet.

Tidligere på ugen startede han på banen, da Betis spillede sig videre til gruppespillet i Europa League med en 6-0-sejr hjemme over Jablonec fra Tjekkiet, men indsatsen var åbenbart ikke nok til at sikre Andersen genvalg.

Danmark møder på fredag Malta i VM-kvalifikationen, og om ni dage gælder det en svær udekamp mod Armenien. Det danske landshold tabte i juni med 0-4 i Parken til armenierne.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...