Virksomhedsøkonomi

Sterling overvejer at satse på Aalborg

AALBORG:Efter mange års næsten total dominans på flyvning mellem Aalborg og København kan SAS fra for-året vente konkurrence. Det er lavprisselskabet Sterling, som i øjeblikket er i gang med at udforske selskabets muligheder for at flyve på ruten. - Det er jo en rute, der domineres ganske voldsomt af SAS i øjeblikket og har et højt prisniveau. Vi tror på, at det kunne være en forretning for os, og vi er øjeblikket i gang med at undersøge det, siger Niels Brix, kommunikationsdirektør hos Sterling Sterling har netop besluttet at begynde flyvning på ruten mellem Bornholm og Kastrup, og der er prisen kommet helt ned på 375 kroner for en enkeltbillet. Sammenligner man med SAS-prisen på 1265 kroner, kan konkurrencen give store besparelser for pendlerne på ruten. - Aalborg-ruten er jo kendt for at have solidt pendlergrundlag, og dertil kommer også en masse nordjyske turister, der vil kunne gøre gavn af vores rutenet videre ud i verden, siger Niels Brix fra Sterling. Pendlerne hilser da også nyheden velkommen. Henriette von Platen, er formand for pendlerklubben SKAAL. Hun flyver i gennemsnit turen frem og tilbage fire gange om ugen. - Men Sterling må have flere afgange både morgen og aften for at kunne konkurrere med den fleksibilitet, som SAS kan tilbyde, siger hun. Under alle omstændigheder håber hun at priserne vil falde. Pendlerklubben SKAAL har tidligere haft konkurrencestyrelsen til at kigge på SAS' priser, men uden held. I SAS Danmark melder viceadministrerende direktør Jens Willumsen sig klar til at møde konkurrencen med fuld kraft. Han vil afvente et konkret ruteoplæg, før han vil spekulere nærmere i, hvad det vil kunne betyde for SAS. - Men kommer Sterling ind på markedet, er vi en af de få aktører, de i givet fald vil kunne tage markedsandele fra. Men vi forventer konkurrence over alt, hvor vi flyver, og vi vil være i stand til at møde dem både på pris og på kvalitet, siger Jens Willumsen. I SAS kan man ikke genkende billedet af bemærkelsesværdige høje priser på indenrigsflyvning. - Det er ikke let at tjene penge på dansk indenrigstrafik. Vores enkeltbilletter koster fra 495 kroner, og her har vi en nettoindtægt på blot 130 kroner. Så hvis der også skal være noget tilbage til brændstof og lønninger, er det vanskeligt at komme meget længere ned, siger Jens Willumsen. Dog melder han sig klar til at nedsætte priserne, hvis konkurrencesituationen kræver det.