Steve Birnstill skifter til Esbjerg

Frederikshavn White Hawks' amerikanske back rykker sydpå i den kommende sæson

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Steve Birnstill bliver savnet men ikke uundværlig hos White Hawks. Foto: Peter Langkilde

Steve Birnstill, der som eneste frederikshavnske ishockeyspiller optræder på sæsonens All Star-hold, skifter Frederikshavn ud med Esbjerg i næste sæson, efter stærke præstationer hos høgene. - Det er en spiller, som vi ved, hvad står for, og han udfylder et af de huller, vi havde i truppen sidste år. Han er en kreativ forsvarsspiller, der kan lave mål, og så er han stærk på straffeslag, siger Esbjergs sportschef, Peter Gommesen til klubbens hjemmeside. - Han er en ydmyg person, der er meget målrettet med sin sport. Det er en spiller, som vil være i toppen, og det passer godt med vores ambitioner. Derfor smeder vi, mens jernet er varmt, og uanset hvilken træner vi vælger, så vil han være glad for at få sådan en spiller at arbejde med. Det er en spændende spiller - også for publikum - og vi er glade for, at det lykkedes os at trække ham til inden for de økonomiske rammer, vi arbejder med, siger Peter Gommesen. Efter sin gode sæson i det nordjyske var Steve Birnstill en eftertragtet herre, og det endte med at være ambitionerne, der afgjorde, at det netop blev med Esbjerg, at han underskrev en etårig kontrakt. - Der var flere muligheder, men jeg kunne se, at EfB Ishockey ville få et stærkt hold, og så kunne jeg godt lide de ting, som Peter (Gommesen red.) sagde til mig. Vi skal spille med i toppen, og det er i sidste ende det, som jeg vil. Jeg har haft to gode år i Frederikshavn, men jeg kunne bare ikke sige nej til den her aftale, konstaterer Steve Birnstill.