Brønderslev

Stevn: - Vi ville blive SF-styret

SID Pandrup sure over politiske udtalelser fra formanden for SID Aabybro

KAAS:- De udtalelser, Erik Nielsen kom med om, at vi (SID-afdelingerne, red.) passede godt sammen politisk, må stå for hans egen regning. Leif Stevn siger det bestemt og efterlader ingen tvivl om, at udtalelserne bestemt ikke passer ham. Er det fordi, at afdelingerne i Brovst og Aabybro og Brønderslev ikke er socialdemokratiske nok? Leif Stevn er tavs. I tyve sekunder sidder han koncentreret og kigger ned i bordet. Han ved, hvor farligt spørgsmålet er, og af samme grund, hvor farligt svaret kan være. - Politisk set så vi en fare for, at en ny afdeling bestående af Aabybro, Brovst, Brønderslev og os ville blive SF-styret. Leif Stevn kigger op. Ved godt, at ”katten er ude af sækken”. Var det derfor, at I ikke ville være med? - Det var jo ikke kun derfor. Det skal ses som en helt isoleret udtalelse i forhold til Erik Nielsens udtalelse om, at vi står godt politisk sammen, forklarer Leif Stevn og uddyber ved, at under de forskellige møder vedrørende fusionen havde han mærket, at der ikke var samme politiske opfattelse mellem Pandrup og de andre. Søgte ikke nordpå Det støder også Leif Stevn, når Erik Nielsen i samme artikel siger, at Pandrup valgte at søge nordpå vedrørende sammenlægningen. - Vi valgte ikke at søge nordpå. Vi arbejdede for en sammenlægning mellem Brovst, Aabybro og Pandrup, men da de andre stillede som krav, at Brønderslev skulle være med, gjorde vi det. Men ikke et sekund før, påpeger Leif Stevn. Erik Nielsen forstår ikke, at Leif Stevn føler sig trådt over tæerne af den udtalelse. - Ja, vi havde indledt samtaler om samarbejde og jeg understreger samarbejde mellem Brovst, Aabybro og Pandrup, og så spurgte Brønderslev om de måtte være med. Vi så helst, at Pandrup var kommet med i vores fusion, siger Erik Nielsen.