Stien i Vittrup kommer

} VITTRUP: - Stien kommer, men det store spørgmål er belysning på stien. Det siger Verner Jensen, der er Vittrups repræsentant i Landsbyrådet på baggrund af en omtale i NORDJYSKE Stiftstidende. Det er stien mellem Vittrup by samt kirke og efterskole, der er tale om. - Vi har fået Leader+-midler til stien, men det kniber med penge til belysningen, fortæller Verner Jensen. Gennem et halvt år er der søgt penge til belysning, men hver gang er sagen blevet udsat. Den nuværende belysning, der er kommunens, skal fjernes, for at stien kan etableres. - Der skal så ny belysning op, og det mener vi er en kommunal opgave, siger Verner Jensen, der undrer sig over, at sagen trækker i langdrag. Det vil koste ca. 200.000 at etablere belysningen. Verner Jensen håber på, at spaden snart kan stikkes i jorden til stiprojektet. - Strækningen mellem Vittrup by og kirke og skole er meget trafikeret, og vejen er meget smal, så det er påkrævet med en sti, siger Verner Jensen. } LEGEPLADSER: I dag i NORDJYSKE fortælles om legepladserne i kommunen. Området er dog en gråzone, da der er forskellige "regler". Der er ingen direkte lovgivning på området forstået på den måde, at en legeplads ikke kan være direkte ulovlig. Der er dog europæiske standarder, og der er ansvarslovgivningen, som skal følges. Fra flere sider arbejdes der dog på at lave en direkte lov på området. } FILMSTØV: Børglum Skole lægger rammer til, når Pensionistklubben i Børglum Skole fredag arrangerer film. Det er den gamle danske klassiker Støv på Hjernen, som er på skærmen, og det er Sparekassen i Vrå, som viser den.