Lokalpolitik

Stig Lundbo ny formand

Pressede socialdemokrater fik i weekenden ny formand og næstformand

I lørdags var der repræsentantskabsmøde i Socialdemokraternes kreds- og fællesledelse i Frederikshavn kommune. Stig E. Lundbo blev valgt som formand efter Brian Kjær, og ny næstformand blev Niels Chr. Larsen, som efterfølger Søren Kjellberg. På repræsentantskabsmødet var Søren Kjellberg konstitueret formand, og han stod derfor for beretningen. Her lagde han ikke fingrene imellem, og Søren Kjellberg konstaterede, at Socialdemokraterne er kommet under pres - både i byrådsgruppen og i organisationen. - Det blev desværre de personlige motiver, der kom til at afgøre slaget om borgmesterposten. Det er ingen hemmelighed, at SF's Brian Pedersen udelukkende har haft et mål for øje, nemlig at Erik Sørensen skulle væltes som borgmester, sagde Søren Kjellberg, der mener, at det var had, der afgjorde kampen om borgmesterstolen. Dermed kan det være svært at se, hvornår der kan komme et frugtbart samarbejde mellem S og SF igen, lød konklusionen. Søren Kjellberg ser frem til, at V, K og SF skal lave den første budgetaftale, for hvem kommer til at give køb på kerneområderne? Søren Kjellberg bed i det sure æble og erkendte, at Socialdemokraterne er i opposition for første gang i mange år, men han er dog sikker på, at partiet nok skal finde sin rolle. Som ny kasserer blev valgt Kaj S. Nielsen valgt efter Jens Erik Kristensen, og Annalise Munch Pajhede blev valgt til sekretærposten. Endvidere blev John Lorenzen valgt til bestyrelsen. Kredsens folketingskandidat Bjarne Laustsen blev genvalgt efter indstilling fra partiforeningerne. Bestyrelsen for Socialdemokraternes Kreds- og Fællesledelse i Frederikshavn Kommune er herefter: Formand, Stig E. Lundbo, næstformand, Niels Chr. Larsen, kasserer Kaj S. Nielsen, sekretær Annalise Munch Pajhede, uddannelsessekretær Leo Svendsen, Danni Munk Andersen, Birgit Hansen, June Menne, John Lorenzen.