Turisme

Stigende appetit på nordjysk ferie

NORDJYLLAND: Efter flere års tilbagegang for dansk turisme går det nu igen fremad - med Nord- og Midtjylland som det mest eftertragtede feriemål. Det fremgår af Danmarks Statistiks seneste overnatningstal, som viser, at Nord- og Midtjylland har haft næsten dobbelt så stor vækst i overnatningstallet i årets første otte måneder som resten af landet. Mens overnatningerne på campingpladser, hoteller og feriehoteller på landsplan gik frem med 1,4 procent, blev det i den nord- og midtjyske region til en fremgang på 2,6 procent. Tallene for feriehusudlejningen mangler stadig, da de kun indrapporteres hvert kvartal, næste gang 15. november. Men Kaj Frederiksen, direktør i udlejningsbureauet Sol og Strand i Hune og formand i Feriehusudlejernes Brancheforening, vurderer, at 2002 vil resultere i en vækst i udlejningen på ca. to procent på landsplan. Her må Nordjylland ifølge Kaj Frederiksen nøjes med at følge landsgennemsnittet, men han glæder sig over fremgangen efter de dårlige tal sidste år som følge af mund- og klovsyge, olieforurening i Østersøen og 11. september. - Hvad angår campingpladser og hoteller er tyskerne stadig tilbageholdende, hvorimod det er nordmændenes og især danskernes egen appetit på ferie i det nordjyske, der har bragt klar fremgang til turisterhvervet i vores region, siger direktør Jørgen Hansen fra MIdt-Nord Turisme. Langt størstedelen af sommerhusene - 78 procent - udlejes stadig til tyskere. ErhvervDanmark side 2