Stigende arbejdsløshed

Danmark har fået en (næsten) ny regering med sit helt eget regeringsprogram, så nu venter der ”Viden, vækst, velstand og velfærd” til danskerne.

En af hovedudfordringerne er den stigende arbejdsløshed. Mange tusinde danskere har mistet jobbet, og en stigende del af dem er desværre nu i fare for at sidde fast i ledigheden – noget skal der gøres. I de gode gamle højkonjunkturdage handlede regeringens arbejdsmarkedspolitik om at få de allersidste med. Ledigheden satte den ene bundrekord efter den anden, og der var mangel på hænder. Den offentlige indsats koncentrerede sig derfor om at få presset de få tilbageværende ledige ud på arbejdsmarkedet. Redskabet var primært kontrol og sanktioner - i form af rådighedssamtaler i jobcenter og a-kasse. De ledige fik med pisken, og dagsordenen var grundlæggende præget af mistillid til de lediges reelle vilje til at finde arbejde. Filosofien var at gøre livet som ledig så surt for den enkelte, at det endte med et arbejde – og arbejde var der jo masser af. Siden har krisen ramt Danmark, og den har særligt ramt danskerne hårdt. Vi er et af de lande, hvor arbejdsløsheden er steget mest. Dermed står vi kort sagt i en ny situation. Der er ikke længere masser af arbejde at få, og opgaven er derfor ikke længere blot at gøre livet surt for de ledige - skulle man tro. Lige indtil man får åbnet det nye regeringsprogram… Regeringen er nemlig alene parat med ét nyt initiativ på arbejdsmarkedsområdet: flere samtaler! Dagsordenen er fortsat kontrol og mistillid, på trods af at avisernes jobsektioner ikke længere bugner med ledige stillinger. Alligevel lægger regeringen op til, at man nu skal til samtale hver måned mod tidligere hver tredje måned, hvis man har været aktiveret. Initiativet kommer samtidig med, at Beskæftigelsesministeriet netop har udsendt nye tal, der dokumenterer, at langtidsledigheden nu desværre også er stærkt stigende(!) Regeringens fantasi på arbejdsmarkedsområdet når dermed samme lavpunkt som beskæftigelsen. Flere samtaler vil naturligvis generere beskæftigelse til flere sagsbehandlere og vejledere, men der stopper beskæftigelseseffekten desværre. Vi kan ikke samtale (læs: kontrollere) os til højere beskæftigelse – i stedet er der brug for at investere i mennesker. De ledige skal have langt bedre chancer for at udnytte ledigheden til at blive opkvalificeret. Lad dog mennesker dygtiggøre sig, mens de alligevel skal forsørges af det offentlige. Det tjener både den enkelte ledige og samfundet bedst. Og vi skal ikke stoppe der. Regeringen kunne oveni bruge det nuværende overskud af arbejdskraft til at få dygtiggjort de mennesker, der er i arbejde. Lad os betragte den stigende ledighed som en mulighed for at få styrket Danmarks chancer i den globale konkurrence. Det kræver nye tilbud og rettigheder. Man kunne f.eks. gøre det økonomisk attraktivt for den enkelte virksomhed at aktivere ledige, samtidig med at man efteruddannede sine egne medarbejdere. På den måde ville man både få ledige ud i den type aktivering, der dokumenteret virker, samtidig med at man ville styrke danske virksomheders konkurrenceevne og give den enkelte lønmodtager chancen for fortsat at være attraktiv på arbejdsmarkedet. Modellen for den type jobrotation kan skrues sammen på mange forskellige måder. Teknikken er ikke det afgørende. Det afgørende er at bruge lavkonjunkturens muligheder som afsæt for at opkvalificere ledige og beskæftigede. Det ville være en vidensinvestering, der rykkede. En investering, der faktisk kunne sikre Danmark ny vækst, velstand og velfærd.