Stigende levealder et paradoks

EFTERLØN: Danskernes middellevealder er konstant stigende, og Danmarks Statistik har ligefrem været i stand til sætte formel på denne stigning, så man kan aflæse danskernes middellevealder mange år ud i fremtiden. Disse oplysninger er tankevækkende. De taler deres tydelige sprog om, at mennesker af i dag kan regne med at leve betydeligt længere end de af vore forfædre, der levede blot nogle få slægtled før os. Årsagerne hertil kan være mange. Lægevidenskaben har gjort store fremskridt. Spædbørns- og barnedødeligheden er kraftigt reduceret, og bekæmpelsen af tidligere tiders livstruende sygdomme er lykkedes på en måde, så de fleste af os får et langt liv. En sundere levevis spiller også en vigtig rolle. Disse betragtninger peger på et paradoks. Tilbage i den tid, hvor kun de færreste mennesker opnåede at blive 70 år gamle, indførtes den regel for pensionering, som egentlig stadigvæk er gældende, i hvert fald for statstjenestemænd som præster, skolelærere m.fl. Tjenestemanden eller den tjenestemandslignende ansatte skal senest forlade sit embede ved udgangen af den måned, vedkommende fylder 70 år. Tidligere var det derfor de færreste pensionister, der opnåede et efterfølgende langt otium. Dette faktum indebar til gengæld en stor fordel for den pensionsgivende myndighed. Efterhånden er der dog langt imellem de præster og lærere m.fl., som fortsætter frem til 70 års alderen. Gennem de seneste årtier er der sket det, at på trods af, at langt de fleste opnår at fylde 70 år, er alderen for, hvornår man forlader sit egentlige og aktive arbejdsliv, blevet lavere. Der kan være flere faktorer, som har fremkaldt det paradoks. Fra sidst i 50'erne kunne folk få folkepension fra det fyldte 67. år (senere 65 år), enlige kvinder endda fra det fyldte 62. år (senere 60 år). Nedsættelsen af folkepensionsalderen var formentlig fremprovokeret af – trods udsigten til at leve en rum tid endnu – at mange mennesker følte sig nedslidte efter mange år med slidsomt arbejde. Da efterkrigstidens store årgange begyndte at myldre ind på arbejdsmarkedet, opstod der overflod af arbejdskraft. Derfor blev ældre medarbejdere på mange arbejdspladser presset til at forlade arbejdsmarkedet til fordel for yngre mennesker. Det på trods af, at mange ældre og erfarne medarbejdere syntes, de sagtens kunne fortsætte en del år endnu og med deres erfaring være til nytte på arbejdsmarkedet og for samfundet. For at gøre det nok så tillokkende for ældre medarbejdere at forlade arbejdsmarkedet, før de egentlig ønskede det, indførtes der i 1979 en ordning med efterløn, dvs. en form for pension for 60-66-årige. Ordningen med efterløn blev imidlertid – og ikke uventet – meget populær på arbejdsmarkedet, og rigtig mange mennesker af begge køn benyttede sig af det fristende tilbud. Men man må vel sige, at ordningen har betydet et tab for hele arbejdsmarkedet. For vel kommer der til stadighed dygtige og veluddannede unge mennesker ind på arbejdsmarkedets mangfoldige forgreninger, men mange af de modne mennesker, der går på efterløn og tidlig pension, sidder inde med mange års erfaring, som ikke umiddelbart kan erstattes. Mangeartede spørgsmål er blevet påtrængende: Kan samfundet fortsat bære, at så mange, men stadig rimeligt arbejdsduelige og erfarne mennesker forlader arbejdsmarkedet i "utide"? Vil den tilbageblevne og reducerede arbejdskraft være tilstrækkelig til at holde samfundet kørende på det ønskede niveau og endda med forventninger om fremgang? Har samfundet råd til fortsat at tilbyde erfarne og arbejdsduelige mennesker ekstravagancer som tidlig pensionering og efterløn? Vil den fremtidige arbejdskraft være i stand til at forsørge den stadigt voksende gruppe af ældre i samfundet? Hvad kan der gøres for at imødegå det mere og mere påtrængende samfundsproblem? Med sit ambitiøse udspil om fremtidens efterløns- og pensionsalder, ja om reformer på landets hele velfærds- og globaliseringsprojekt, forsøger regeringen at finde en løsning på alle disse spørgsmål. De fremsatte forslag om ad åre at kunne gå på efterløn tidligst efter det fyldte 63. år – eller muligvis højere – og at kunne oppebære pension tidligst efter det fyldte 67. år – eller muligvis højere – synes absolut rimelige og fremtidsrettede. I hvert fald opnås en formindskelse af det her nævnte paradoks. Regeringen – med statsminister Anders Fogh Rasmussen og finansminister Thor Pedersen i de centrale roller – lægger i hvert fald op til et bredt forlig med alle Folketingets partier om at finde den bedst mulige løsning. Ikke mindst finansministeren, der hidtil har gjort sig berygtet for sine smalle forlig alene med støtte fra Dansk Folkeparti, kan vise sine forhandlingsevner ved i en så vigtig sag at lade andre partier få mulighed for at sætte deres fingeraftryk på det endelige resultat om Danmarks fremtidige velfærd.