Stiger på Skagen havn uden gavn

Hvis man skal redde sig i land ved hjælp af redningsstigerne på Lystbådehavnen i Skagen, skal armmusklerne være gode og armene lange

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Om sommeren er Lystbådehavnen i Skagen fyldt op. Men som det ser ud nu, er der ikke meget hjælp at hente, hvis man falder i vandet. Foto: Peter Broen

SKAGEN:Bådene ligger i vandet og vipper. Familier slentrer langs kajkanten med en is, og unge i flok er klar til at gøre byen usikker. Sådan ser Lystbådehavnen i Skagen ud om sommeren, når folk og skibe er stimlet sammen. Langs havnekanten er der sat stiger op. De skal hjælpe folk på land igen, hvis de ved et uheld ryger i havnebassinet. Men stigerne i Skagen er ikke til megen gavn. Stigerne begynder et stykke over vandkanten, når der er lavvande, og de slutter et stykke under kajkanten. Så hvis man skal bruge dem til at hjælpe sig selv i land, skal man have kræfter til at trække sig selv og sit våde tøj op af vandet, indtil en fod kan nå det nederste trin. Enkelte steder går stigerne ned i vandet, men til gengæld sidder de så langt inde imod betonen, at de er svære at få fodfæste på. - De er uanvendelige. Man er kold, tung og våd efter en tur i vandet, så for at stigen kan hjælpe en op, skal den gå en meter under vandet. Det der, det er ikke spor sikkert, siger en af dem, NORDJYSKE mødte på havnen i Skagen og peger. Han ønsker ikke at stå frem med sit navn. Ingen regler Der er ingen regler for stiger på lystbådehavne. Det nærmeste man kommer, er de anbefalinger, Foreningen af Lystbådehavne i Danmark (FLID) har udarbejdet. De siger, stigerne skal gå en meter under vandkanten ved lavvande, og at bøjler skal række 50 centimeter over kanten, så en afkræftet og våd person også har en chance for at komme sikkert på land igen. NORDJYSKE har kontaktet havnedirektøren. Vi har spurgt ham efter, hvordan han har det med, at stigerne ikke gør det let at komme op, hvis man falder i vandet, og om hvordan han selv ville have det med at falde i vandet ved Skagen Lystbådehavn. Og om hvad planerne er for stigerne fremover. Men han har ikke ønsket at kommentere sagen. Men efter kontakten, er der kommet nye stiger op i Lystbådehavnen. De begynder dog stadig et stykke over vandkanten ved lavvande.