Stigruppe er stødt på nye forhindringer

Indvielsen af Sporene på Nordvestmors er udskudt til foråret

Ida Smith
Anna Marie Madsen og Morten Lynggaard Pedersen fra arbejdsgruppen bag Sporene på Nordvestmors må se i øjnene, at gruppen ikke når at blive klar til at kunne holde indvielse af stisystemet på søndag som planlagt. Arkivfoto: Peter Mørk
Friluftsliv 12. oktober 2018 13:05

NORDMORS: På søndag, 14. oktober, skulle der have været indvielsesfest for Sporene på Nordvestmors, som en gruppe borgere ihærdigt har arbejdet på at få etableret. Der har været mange forhindringer undervejs, og nu er flere dukket op, så indvielsen er udskudt til foråret.

Det meddeler arbejdsgruppen, bestående af Kim Fredholm, Poul Madsen, Morten Lynggaard Pedersen og Anna Marie Madsen, i et opslag på Facebook.

"Vi bliver i stigruppen for Sporene på Nordvestmors hele tiden klogere på regler og paragraffer. For ikke at få taget forkerte, forhastede beslutninger har vi set os nødsaget til at udsætte indvielsen, som vi havde håbet at holde d. 14. oktober 2018" skriver de.

Gruppen har arbejdet på projektet i flere år, for det har været en langsommelig proces at kontakte hver enkelt lodsejer omkring det planlagte 40 kilometer sammenhængende stisystem og sideløbende søge fonde om tilskud til blandt andet pæle og en maskine, der kan slå græsset på stierne.

Det hele faldt tilsyneladende på plads hen over sommeren. Slåmaskinen er indkøbt, og det samme er pælene. Da gruppen begyndte at sætte pælene op, var der imidlertid en borger i området, der blev betænkelig og henvendte sig til kommunen.

- Nu har kommunen tilbudt, at vi gennemgår hele ruten sammen med dem, for der kan også være noget med regler for skiltning, som vi ikke har været opmærksomme på, siger Morten Lynggaard Pedersen. Han fortsætter:

- Vi er nødt til at tænke positivt på alle dem, der trods alt har sagt ja til projektet. Så vi kører stille og roligt videre og regner med, at vi er klar til at åbne til foråret.

Indvielsen var allerede annonceret. Arbejdsgruppen forsikrer, at hvis nogle dukker op på Burhøjvej i Bjergby på det planlagte tidspunkt søndag, så er de klar til at tage pænt imod dem og gå en tur, hvis der er ønske om det.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...