Stiknarkomanerne forsvinder

Heroin erstattes af hash, amfetamin og kokain

Efter  den seneste uges debat overvejer Brønderslevs borgmester Jens Arne Hedegaard (V) nu at intensivere indsatsen mod byens narkoproblemer. MODELFOTO: SCANPIX

Efter den seneste uges debat overvejer Brønderslevs borgmester Jens Arne Hedegaard (V) nu at intensivere indsatsen mod byens narkoproblemer. MODELFOTO: SCANPIX

KØBENHAVN:Antallet af heroinmisbrugere falder i Danmark. Især i København og Århus er de gamle stiknarkomaner på vej til at forsvinde, viser nye tal fra Sundhedsstyrelsen. Til gengæld vokser en ny gruppe af unge, der misbruger hash, amfetamin og kokain. På landsplan er antallet af heroinmisbrugere i behandling faldet med 6,7 procent fra 2004 til 2005 til i alt 4343. I Københavns Kommune var kun knap hver tredje, der henvendte sig sidste år, afhængig af heroin. - Tidligere var den helt dominerende gruppe heroinmisbrugerne, men siden 2000 har der været et jævnt fald. I stedet ser vi en ny gruppe af misbrugere, som er afhængige af andre stoffer, siger socialoverlæge i Københavns Kommune, Peter Ege. Han forklarer faldet med, at heroin har prædikat af et taberstof blandt unge. - Mange heroinmisbrugere lever et kummerligt liv, og det virker afskrækkende på de unge. Der er ikke meget musik i at være på heroin, og derfor vælger de unge hash, amfetamin og kokain, siger Peter Ege og understreger, at konsekvenserne af de nye stoffer kan være ligeså ødelæggende. - Det kan godt være, at de unge oplever, at de har styr på deres misbrug de første måneder eller måske år, men før eller siden går det galt. Vi kan jo se, at de nye misbrugere også ryger ud i kriminalitet, siger Peter Ege. Også i Århus falder andelen af heroinmisbrugere. Fra at udgøre mere end hver tredje i behandling i 2003, drejede det sig sidste år om 28 procent. Ifølge cand.psych. Mads Uffe Pedersen, der er leder af Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet, skyldes det især, at kokain og amfetamin er blevet billigere. - Samtidig er de nye stoffer blevet nemmere at få fat på. Tidligere fandtes de kun i bestemte miljøer, og man skulle have mange penge, siger Mads Uffe Pedersen. Selv om de nye misbrugere typisk ser mindre forhutlede ud, advarer han ligesom Peter Ege mod at tro, at kokain og amfetamin er mindre farlige. - Risikoen for alvorlige depressioner er for eksempel større ved kokain end heroin. Vi ved også, at kokain gør folk mere aggressive og dermed øger risikoen for vold, siger Mads Uffe Pedersen og peger desuden på, at der i dag ikke findes lægemidler, der kan støtte for eksempel kokain- og amfetaminmisbrugere på aftrapning. - Til heroinmisbrugerne kan vi tilbyde metadon, så de ikke behøver at gå ud og begå kriminalitet for at skaffe penge til stoffet. Men sådan et middel har vi ikke til de nye misbrugere, siger han. I Københavns Kommune tager man konsekvensen af det ændrede misbrug. Fra den 1. september skal gamle og nye narkomaner ikke længere behandles på samme institutioner. Det sker ifølge Peter Ege for at motivere flere unge til at søge behandling. - Skiller vi ikke de to grupper ad, er der risiko for, at de unge undlader at gå i behandling. I øjeblikket er der mange, som afskrækkes, fordi de opfatter behandlingsstederne som kun henvendt til gamle junkier, siger Peter Ege./ritzau/