På sengen ligger Kamma Kronholm - med lukkede øjne og nyder musikterapien.

- Jeg slapper så dejligt af til dén musik. Den gør mig rolig, siger Kamma.

- Lad musikken bære dig, tag den ind og lad den give dig ro. Du kan også tage den med dig hjem, siger musikpædagog Agneta Ed.

Kamma har uhelbredelig kræft i venstre lunge. I august fik hun at vide, at der ikke kunne gøres mere for hende.

Hun har haft perioder, hvor hun har været meget deprimeret. Og hun taler lidt stakåndet.

Døden intet tabu

- Jeg har sagt nej tak til kemo og stråler. Det er min tredje gang på hospice, og hver gang har jeg fået nye kræfter af at blive forkælet. I morgen skal jeg hjem. Jeg vil gå og slappe af og hygge mig. Og forhåbentlig lave lidt, siger Kamma.

Døden er ikke et tabu for hende.

- Jeg har skudt tanken om døden fra mig. Men den kommer igen.

Hun sender omgivelserne et beslutsomt blik. Så vender hun sig mod sin mand, Finn.

- Vi har fulgtes ad hele livet - været gift i 57 år. Jeg er 80 og han er 87. Det har været et godt liv sammen. Men aldrig havde jeg da forestillet mig, at det skulle ende sådan. Hvis, nej når jeg skal dø, vil jeg gerne dø hér på hospice. De er engle, der har tid til at være hos mig og holde mig i hånden, så jeg falder til ro. Mest af alt er jeg bange for at blive kvalt. Jeg ved ikke, hvornår jeg skal dø. Det er der ingen af os, der gør, konstaterer Kamma.

- Heldigvis, siger Finn Kronholm.

Værdigheden forsvinder

74-årige Leo Johansen er indlagt på hospice - til aflastning. Fordi han er uhelbredeligt syg af en meningeom - en godartet, men aggressiv hjernesvulst. Langsomt, men sikkert har den frataget ham evnen til at gå, bevæge sig, kommunikere - og i dag er han 100 pct. sengeliggende. Parret har boet 16 år i den dejlige, spanske sol.

- Det var slet ikke vores mening at komme hjem. Leo blev alvorligt syg i 2008, men først i 2014 tog vi hjem, fordi det var nødvendigt. Vi har prøvet at være indlagt på et universitetshospital i Spanien. Men dér forventes det, at familien stort set passer patienten hele tiden. Jeg sov næsten ikke i seks uger. Det blev meget hårdt for mig til sidst. Selv havde jeg ikke erkendt det. På onkologisk afdeling i Aalborg fik vi at vide, at det ikke ville blive bedre. Hjemme igen i Frederikshavn var der ikke megen ro, for Leo skulle jo have hjælp udefra fire-fem gange om dagen, fortæller Hanne Johansen - der selv er 73.

Hendes mand fik også mange hjælpemidler, han skulle lære at kende og bruge. Dét var uoverskueligt. Pludselig blev hjemmet en arbejdsplads - uden ro eller pauser.

Ingen ro derhjemme

- Det var en banegård, og en hjemmesygeplejerske sagde til mig: I trænger altså begge til at slappe af i fred og ro. Jeg synes, I skal prøve at komme på hospice. Og så gik det stærkt, konstaterer hun.

Fredag i samme uge blev Leo Johansen indlagt.

- Det gav en utrolig lettelse at komme her - med dén ro. Personalet har tid til at snakke og være nærværende. Leo får symptomlindring, og jeg har haft mange gode samtaler med personalet, siger Hanne.

Svært, for ikke at sige næsten umuligt, er det dog at tale med hendes mand - ikke mindst fordi svulsten i hjernen vokser, og bevirker, at han bliver mindre og mindre nærværende.

- Tænk, at de tænker på mig

- Jeg er meget afklaret omkring dét, at Leo skal dø. Jeg er realistisk. I dag sagde lægen også til ham: nu går det ned ad bakke. Slemt er det dog, at jeg ikke kan tale med ham om døden. Jeg har prøvet flere gange, men jeg føler, han sætter et skjold op. Hans blik bliver helt tomt, fortæller Hanne.

Sygdommens udvikling gør det umuligt for ham at tage medicin. Dens udvikling forfladiger også hans følelsesliv.

Hanne har til gengæld fået nye kræfter af opholdet. Så snart hun og hendes mand var installeret, fik hun massage.

- Det var så velgørende. Tænk, at de tænkte på mig. Bagefter blev jeg lagt i seng og puttet. Det var enestående, siger hun.

Hun kunne slet ikke huske, hvornår hun sidst havde tænkt på sig selv.

- Min mand er en meget stolt mand. Det var f.eks. fuldstændig grænseoverskridende, da han begyndte at skulle have ble på. Når han skulle skiftes derhjemme af sygehjælperen, skulle jeg gå ud. Dét ville han ikke have, jeg skulle se. Og jeg forstår udmærket, at han føler, han mister sin værdighed, når sygdommen tager hans evner til at klare de mindste hverdagsting. Han kan ikke bære at være afhængig af andre, og det er han nu, siger Hanne Johansen.

Hun sidder stille - i tanker.

- Egentlig ønsker jeg bare, at han ikke skal lide. At han skal få fred, siger hun.

Det er nuet, der tæller

Da 74-årige Anny Bendtsen kom på hospice, kendte hun allerede stedet. Hendes mand havde nemlig været indlagt med lungekræft - og han døde her.

- På den måde vidste jeg, hvad hospice stod for. Derfor har jeg stor tillid til stedet. Og jeg kender den godhed, personalet møder mig med. Her er trygt og godt. Og det er her, jeg vil være, når engang... siger Anny Bendtsen.

Når engang... hænger lidt i luften - og der er stille.

Annys datter, Inger Lund, får tårer i øjnene.

- Men mor er svag. Hun har lungekræft og har været indlagt to gange på hospitalet. Det gik fremad, og hun kom hjem igen, men så fik hun en blodforgiftning, På hospice kan hun få ro og rekreation, så hun kan komme lidt op på dupperne igen, siger Inger Lund.

Annys anden datter, Helle, har haft plejeorlov i fem måneder, så hun har kunnet tage sig af sin mor derhjemme. Det har været godt for Anny at være hjemme.

Hun og hendes døtre har talt om døden.

- Afslutningen har vi snakket om. Vi ved, at mor ikke kan helbredes, så dét er på plads. Det behøver vi ikke at snakke om længere. Nu gælder det om at leve så normalt som muligt. Det gør, at vi prioriterer anderledes - og er mere sammen. Når tingene ikke kan være anderledes, er det det bedste, siger Inger Lund.

Mors ro er min ro

Anny Bendtsen er bestemt ikke én, der normalt har ligget i sengen.

- Min mor har altid været en meget aktiv dame, der har passet hus og hjem. Så det er rigtig træls for hende pludselig ikke at kunne ret meget, fortæller Inger Lund.

Hun ser længe på sin mor.

- Det giver mig ro, at min mor har det godt her. Det er så fantastisk. Og roen smitter, siger hun.

Anny Bendtsen smiler varmt til sin datter.

Uden for på parkeringspladsen er aftenen mørk og stjerneklar.

Stærkest står det mod, patienter og pårørende har udvist, til åbent og ærligt at tale om det nært forestående - nemlig døden.

Måske er den største opgave, et hospice kan løse, at give det enkelte menneske plads, så der er tid og ro til at huske forhistorien - og afklaring til at møde et af livets uundgåelige øjeblikke - slutningen.