Ejendomsmæglerbranchen

Stille jul, boligjul...

Julehandlen beskeden på boligkontoret, men der er dog god gang i andelsbolig-salget

AARS:Sikken voldsom trængsel og alarm... Det vrimler med folk i butikkerne. De sidste gaver og den sidste julemad skal indkøbes. Men er der sådan en lillejuleaftensdag nu også travlhed i alle butikker? Er der kunder i ejendomsbutikken for lige at klare en rask hushandel, inden julefreden sænker sig? NORDJYSKE tjekkede travlheden i en af byens ejendomsmægler-forretninger og spurgte ejendomsmægler Johnny Svendsen, EDC Mæglerne i Aars, om han ligger lunt i svinget: - Både og. Rent fysisk bor vi jo lige, hvor Himmerlandsgade slår et sving, og jeg kan kigge over på nybyggeriet på nabogrunden, men voldsomt travlt med at sælge ejendomme, nej, det har vi ikke lige her op til jul. Men faktisk har der den første del af december været ganske god gang i handlen, og dertil kommer en hel del arbejde med långivning, der jo er et hjørne af vort arbejdsområde. På det seneste har vi således haft ganske travlt med de såkaldte garantilån, forklarer Johnny Svendsen. EDC-kontoret har i øvrigt også oplevet god efterspørgsel på de nye 20 nye andelsboliger, der er på vej på nabogrunden - projektet, der går under navnet "Himmerlandstorvet". - Faktisk mangler vi kun at sælge fire, og sideløbende hermed er vi gang med at sælge boliger i et andet projekt, nemlig på Hans Egedes vej, hvor opførelsen af Aars' første andelsvillaer går i gang i begyndelsen af det ny år. Med villaer menes fritliggende huse, som man kan gå rundt om. Men grundene er ikke så store som parcelhuse normalt ligger på, og den finansielle del følger andelsbolig-konceptet, oplyser Johnny Svendsen. De nye andelsvillaer er på 95 kvadratmeter. Andelsbeviset koster 244.000 kr. og den månedlige udgift incl. fælles udgifter er 4260 kr. Andelsboligforeningen her har fået navnet "Tvebjerg Haven" og bygherren er Aars-firmaet Sondrup Invest. Der opføres ialt otte andelsvillaer klar til indflytning 1. juni og de første fem er allerede solgt. Byggeriet "Himmerlandstorvet" omfatter som nævnt 20 lejligheder, der størrelsesmæssigt spænder mellem 74 og 129 kvadratmeter, og indskuddet svinger mellem 220.000 og 381.000 kr. De første boliger her er klar til indlfytning hen over foråret. Bygherre NCO Invest i Aars.