Stille nytårsnat for brandfolk i Nordjylland

Få brande i Nordjylland, men på landsplan er brandfolk fra Falck rykket ud til 179 brandopgaver i løbet af nytårsnat

Jens Hukiær og Anders Green
Foto: Martel Andersen
Nordjylland 1. januar 2016 08:47 - Opdateret 1. januar 2016 10:42

NORDJYLLAND: 17 gange har Falck i Nordjylland måttet rykke ud til brande fra de stationer, hvor Falck håndterer brandbekæmpelsen for beredskaberne i det nordjyske.

Det oplyser vagtcentralen i Nordjylland fredag morgen.

- Det har været brande i skraldespande, containerbrande, og det har været fordelt over det meste af Nordjylland fra Skagen i Nord til Aalestrup i syd, og lige nu har vi en brand i en etageejendom i Bredgade i Hurup i vest, lyder det fra vagtcentralen, hvor det umiddelbart betegnes som et stille nytår.

Samlet på landsplan har der været noget mere travlt.

Her er Falck 179 gange rykket ud til brandopgaver på landsplan i løbet af nytårsnatten.

Også hos Beredskabscenter Aalborg var det en stille nytårsaften og -nat, hvis man sammenligner med tidligere år.

Ifølge indsatsleder Rene Kærup kørte brandfolkene til ni mindre brande i løbet af aftenen og natten. De fleste var mindre brande i affaldscontainere og skraldespande.

En carport i Klarup brød i brand, fordi et batteri var væltet, men ejeren af uset fik holdt ilden nede, indtil Beredskabscenter Aalborg nåede frem. Havde han ikke gjort det, kunne det have udviklet sig til en større brand, siger Rene Kærup.

Fredag morgen rykkede brandvæsenet ud til en brand i et affaldsrum i Samsøgade i Aalborg, men her var der også tale om en mindre brand.

- Det har været meget stille for os. Andre år har vi haft over 40 brande en nytårsaften og -nat, siger Rene Kærup.

Travlest i seks år

Det gør natten til det travleste nytår i seks år målt på antal af udrykninger, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

- Falcks brandvæsner har haft en travl start på det nye år. Antallet af udrykninger til brande er 179, hvilket er 42 flere end sidste år, siger kommunikationschef i Falck, Louis Illum Honoré.

De knap 200 udrykninger er det største antal brandopgaver i seks år. I år har der dog ikke været tale om voldsomme opgaver, konstaterer Louis Illum Honoré.

- Der er hovedsageligt tale om mindre brande i containere, skraldespande og lignende, siger han.

Midtjylland hårdest ramt

Brandmænd, sprøjter og blå blink rykkede ud til flest brandalarmer i Region Midtjylland, hvor de kom ud til 48 brandopgaver.

I Region Syddanmark rykkede brandmændene ud 43 gange, mens brandfolkene måtte i uniformen 45 gange i hovedstadsområdet.

I Region Sjælland lå antallet af udrykninger på 26 gange.

Nytårsaften 2010/2011 rykkede Falck ud til 153 brande på landsplan, og siden har antallet været nogenlunde stabilt.

Opgørelsen dækker timerne fra midnat til klokken 05.

200 udrykninger

Danske Beredskaber, der er interesseorganisation for de fælleskommunale beredskaber og brandvæsner, melder om et normalt, travlt nytår.

- Hen over nytårsaften og -nat, fra torsdag aften klokken 17 til fredag morgen klokken 05, har de kommunale brandvæsner landet over måtte rykke ud omkring 200 gange. Relativt flest i de større byområder, skriver sekretariatschef Bjarne Nigaard i en pressemeddelelse.

- Det beskrives de fleste steder, at indsatsen svarer til en rolig til normalt travl nytårsaften, fortsætter han.

Danske Beredskaber oplyser, at cirka halvdelen af udrykningerne er relateret til fyrværkeri.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...