EMNER

Stille socialdemokratisk vals

Hvis kongressen danser, når Socialdemokraterne mødes i weekenden, kan det godt være, at det bliver avet om - eller i hvert fald en stille vals. Der er ikke ret meget fyrig cha-cha-cha over partiet, men snarere en hel del ”tjah tjah tjah”, når kongressen måler, hvor meget partiet har flyttet sig i meningsmålingerne siden valget og ikke mindst i de seneste uger, hvor regeringen ellers har lavet adskillige faux-de-pas. Det er bemærkelsesværdigt - som det også fremgår af analysen på side 4 i dagens NORDJYSKE - at selv om Socialdemokraterne pænt har holdt sig i baggrunden, mens regering og støtteparti snublede over egne ben, så har det knap affødt hørbar applaus hos vælgerne. Tidligere havde VKO-flertallet stor succes med at være tilskuere til den indbyrdes splittede opposition. Det prægede også meningsmålingerne, ikke mindst efter bruddet mellem S og De Radikale. Helle Thorning-Schmidt & Co. har fulgt præcis samme opskrift; men det har ikke gjort noget dybere indtryk. Eller også har det gjort indtryk på samme måde som partiets eget 29 punkts velfærdsprogram og regeringens kvalitetsreform: Det er næsten to alen ud af samme stykke - med varianter, javist, men det har bestemt ikke lignet to fløje, der ville to vidt forskellige ting med det danske velstandssamfund. Når politikken ikke er så forskellig, er det måske personlighederne, der gør udslaget - og så er der åbenbart ikke noget udslag hos Thorning-Schmidt. Er hun vejet og fundet for let til statsministerposten, når Anders Fogh Rasmussen (V) har stillet sig op på vælgernes vægt? Årsagerne kan være mange - men virkningen er den samme, ser det ud til. Socialdemokraterne sætter pris på velfærd - men de har endnu ikke sat pris på deres eget velfærdsudspil. De var tavse på dét punkt under finanslovsdebatten i går og kommer først med prisen for velfærdsrettighederne i næste uge. Indtil da må nøjes med det evige mantra ”velfærd fremfor skattelettelser”. Men vælgere er ikke dummere, end folk er flest - og folk flest vil have noget konkret at tage stilling til, og så er de rene besværgelser for letkøbte. Kongressen får nok at tale om, men ansporet af tvivlen må ét af emnerne må blive ”Kan Helle slå Anders Fogh - eller vil Helle slå sig på Anders Fogh?”