Stille uge på de nordjyske strande

Strandene er langt fra overbefolkede for tiden, og det kan ses på livreddernes arbejdsbyrde.

Livredderne har ikke haft meget at lave på de nordjyske strande. Arkivfoto: Henrik Louis

Livredderne har ikke haft meget at lave på de nordjyske strande. Arkivfoto: Henrik Louis

Vejret denne sommer har ikke ligefrem været - ja sommervejr. I hvert fald ikke af den slags, der indbyder til strandture og kølende dukkerter. Og på trods af et par solrige dage i den forgangne uge, og badevandstemperaturer på som trods alt kunne indbyde til at dyppe tæerne, så har der ikke været voldsom aktivitet på de nordjyske strande. I hvert fald har det ikke været en travl uge for livredderne fra TrygFondens Kystlivredning, som passer på badegæsterne. Ingen i livsfare Ifølge tal fra TrygFonden var livredderne ved de nordjyske strande - Blokhus, Løkken, Tornby Strand ved Hirtshals og Palmestranden i Frederikshavn - ikke en eneste gang ude i en livreddende aktion. Kun otte gange blev der brug for at yde førstehjælp ved de fire strande i sidste uge, og derfor var det forebyggende arbejde, der fyldte langt det meste for livredderne. 370 såkaldt forebyggende aktioner blev det til. Det dækker blandt andet over uddeling af foldere med baderåd til strandenes gæster. En enkelt livredning På landsplan blev der i sidste uge kun udført én livreddende aktion. Det skete ved Brøndby Strand, hvor en kvinde oplevede vejrtrækningsproblemer og senere blev bevidstløs. I alt er der i de seneste tre uger udført 6 livreddende aktioner, 441 gange har livredderne udøvet almindelig førstehjælp, og 10.633 forebyggende aktioner har der været på de 31 strande, hvor TrygFondens livreddere er til stede.