Drukneulykker

Stille vand er farligst

HVIDE SANDE: Igen tirsdag viste Vesterhavet sig fra sin mest modbydelige side, da to tyske badegæster omkom i vandet ved Hvide Sande. En 56-årig mand og hans svigersøn var i vandet, da de ifølge politiet pludselig kom i vanskeligheder på grund af strømmen. Den 56-åriges datter ilede fra stranden til undsætning, men havet slugte både hende og faren, mens svigersønnen stærkt forkommen klarede sig i land. Ulykken er nærmest identisk med en drukneulykke for to uger siden, hvor en 52-årig tysker mistede livet. Også han sprang i vandet i et redningsforsøg, da hans 14-årige søn kom i problemer, men mens sønnen slap fra havstrømmen med livet i behold, betalte faren den ultimative pris. Brændingen mindst farlig Ifølge rådssekretær i Rådet for Større Badesikkerhed, Per Leon Jørgensen, er det langt fra altid respektløs og uforsigtig adfærd, der koster badefolket livet ved Vesterhavet. - I langt de fleste tilfælde forsvinder folk i et hul i sandet - et såkaldt revlehul eller hestehul - hvor sandet bliver hvirvlet væk på grund af de kraftige strømme. Man kan komme gående stille og roligt i vand til navlen og så blive suget ned i sådan et hul, siger han. Derfor skal man ifølge Rådet for Større Badesikkerhed hellere bade i brændingen end i det stille vand, der kan skjule revlehullerne. - Nogle bliver også taget af den udadgående strøm i forbindelse med høj bølgegang, men langt de fleste drukner i revlehullerne, hvor overfladen ser stille ud for det utrænede øje. Det er nogle enorme kræfter, der enten suger dig nedad eller skaber et kraftigt sug udad, siger Per Leon Jørgensen. Med de to druknede tirsdag er foreløbig mindst 12 mennesker druknet i år herhjemme./ritzau/