Kristendom

Stillegudstjeneste

PANDRUP:En stillegudstjeneste i Pandrup Baptistkirke søndag aften er et nyt initiativ, der foreløbig finder sted én gang om måneden i oktober og november, men flere følger i det nye år. - Tanken bag dette initiativ er den forjagede tid, vi lever i. Stress er en af de alvorligste plager i dag. Vi får aldrig tid til at være stille, og det tror vi, der skal gøres noget ved, forklarer Niels Chr. Nielsen, baptistkirken. Meditation er meget ”in” i tiden. Op gennem historien har der også altid været noget, der hedder kristen meditation. - Det er nok en dimension af kristenlivet, som vi i vor tid ikke har levnet så meget plads. Men der er helt klart noget værdifuldt i at være stille ind imellem og møde sin Skaber - og sig selv. Vi tror, at Gud taler til mennesker på mange måder. En af dem er i stilheden, tilføjer han. Ifølge det Nye Testamente havde Jesus også behov for at trække sig tilbage for at være alene sammen med Gud. Det vil baptistkirken give anledning til ved gudstjenesterne. Formen på gudstjenesterne bliver nogle gange inspireret af Taizé, andre gange med enkle tekster egnet til stille meditation, bibeltekster og andre tekster. Der bliver derimod ikke nogen prædiken. Der vil blive spillet stille musik - fortrinsvis klassisk eller fra Taizé, og der er mulighed for at deltage i nadverfejring. Alle er velkomne til hudstjeneste, oplyser Niels Chr. Nielsen.