Stiller har fået livet tilbage

Intensiv træning betyder, at Preben Stiller har fået førligheden tilbage

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Preben Stiller: - Jeg er ikke parat til at blive en grøntsag.

Han var døden nær, men nu er han igen på benene. Tidligere slagtermester Preben Stiller fra Brønderslev smed i går gangstativ og kørestol, og inden længe ventes han at kunne sige farvel til sygehuset. En fejldiagnosticering under et ferieophold i Grækenland kunne nær have kostet ham livet. De græske læger mente, at det måtte være en blodprop, Preben Stiller blev ramt af, og han blev behandlet efter den diagnose. Men han blev mere og mere syg. Rigtig diagnose Da han kom hjem, var overlæge Niels Svaneborg fra Sygehus Vendsyssel i Hjørring og Brønderslev kun få minutter om at stille den rigtige diagnose. Han mente, at der var tale om en nervebetændelse Guillain Barré Syndrom. Efter at han kom under behandling for denne sygdom, gik det stærkt fremad. Preben Stiller vil ikke afvise, at han kan være blevet bidt af en skovflåt en måneds tid forinden, men sygdommen kan også udvikle sig på anden måde. Det begyndte i flyet på vej på ferie i Grækenland. Det var søndag 12. september. Han kom til en græsk læge, der gav en blokade-indsprøjtning. Preben Stiller troede, at det var flere timer i flyet, der havde givet ham ondt i benet. Behandlingen hjalp ikke, og Preben Stiller blev mere og mere syg. Tirsdag 14. september tog Dorthe Stiller på sygehuset, og det var her, diagnosen "blodprop" blev stillet. Nogle dage senere valgte Dorthe Stiller at sende sin mand hjem med ambulancefly. Han var så dårlig, at han kun kunne ligge i sengen. Kroppen var totalt lammet. Han kom først til skadestuen på Aalborg Sygehus Syd, men blev så flyttet til Sygehus Vendsyssel i Hjørring. Her var det, at overlæge Niels Svaneborg stillede diagnosen, at det var en hjernebetændelse, og derefter gik turen til Aalborg Sygehus Nord til fortsat behandling. For fire uger siden kom han så til genoptræning på Brønderslev Neurorehabiliteringscenter. Kan snart udskrives Han ventes sendt hjem på weekend på torsdag, og fredag skal han på en lang gåtur sammen med Dorthe Stiller. I de efterfølgende én-to uger må han sove hjemme og skal kun møde til træning på Brønderslev Rehabiliteringscenter, inden han kan udskrives til træning i hjemmet. Sygehuspersonale har været i Preben Stillers hjem for at vurdere træningsformen. I Preben Stillers bolig er der trapper. Foruden genoptræningen tager Preben Stiller også del i køkkenarbejde på sygehuset. Her har han en god baggrund som slagter. Der er afsat to timer til træning på rehabiliteringscentret, men det nøjes Preben Stiller ikke med. Han træner selv i flere timer dagligt. Fysioterapeut Rikke Axelsen fra Brønderslev Rehabiliteringscenter fortæller, at det er meget sjældent, der er patienter med nervebetændelse, der kommer til genoptræning. - Vi var nødt til at læse i bøgerne om den seneste forskning for at tilrettelægge den helt rigtige genoptræning, fortæller Rikke Axelsen. Afdelingssygeplejerske Lene Fisker fortæller, at det typisk er patienter med blodprop i hjernen samt trafikskadede, der går til genoptræning på Brønderslev. Hun siger, at genoptræningen er gået hurtigt med Preben Stiller. - Normalt er patienter her i to-tre måneder. Preben Stiller har trænet så hårdt, at han undertiden af personalet på sygehuset har fået at vide, at han også skal slappe af. - Jeg vil bare over det her. Jeg skal tilbage på banen og have et ganske normalt liv. - Tænk, at jeg kunne ikke røre mig og kunne så heller ikke vende mig i sengen. Så sent som søndag var han på kunstudstilling i Jerslev i kørestol, men mandag kunne han gå rundt på sygehuset. 70-årige Preben Stiller har planer om snart at komme til at deltage i de aktiviteter, han plejer at deltage i. Han regner med snart at genoptage træningen på sit gymnastikhold, som han har været aktiv på gennem mange år. Preben Stiller er leder af madholdet Italiensk for Begyndere, og det regner han også med at fortsætte med. Derimod ser han i øjnene, at det bliver nødvendigt at droppe bowling. Dorthe Stiller siger, at der er himmelvid forskel på det danske og det græske sygehusvæsen. - I Grækenland måtte jeg selv vaske Preben. Der var ingen hjælp at hente på sygehuset. - I Brønderslev er de venlige og rare og yder en helt uovertruffen service, siger Preben Stiller. På madplanen står, at Preben Stiller ikke skal have spaghetti. Og en dag, han ønskede sig æblekage, fik han det.