Skattepolitik

Stillinger besat i kundecenter

De fleste udpegede medarbejdere er indstillet på at flytte til Hjørring

Skattecenter Hjørring får tilsyneladende ikke problemer med at få besat de 100 stillinger i det nye kundecenter. Arkivfoto

Skattecenter Hjørring får tilsyneladende ikke problemer med at få besat de 100 stillinger i det nye kundecenter. Arkivfoto

HJØRRING:En række af SKATs nye centre rundt om i landet har problemer med at få stillingerne besat, fordi de medarbejdere der er udpeget, ikke vil flytte f.eks. fra Sjælland til Ringkøbing, hvor Skats nye betalingscenter har til huse. Men der har tilsyneladende ikke været de store problemer hos de i alt 40 medarbejdere, der er udpeget til at arbejde i det nye kundecenter i HJørring. - De fleste kommer fra Nordjylland, nemlig Skattecenter Aalborg, så her er der ikke tale om folk, der er tvunget til at flytte langt, siger afdelingsleder i kundecentret i Hjørring, Finn Jensen. Af de 40 udpegede medarbejdere, sagde 22 ja alleredede i foråret, og ti ventes at følge efter 1. november. - Der er kun otte som direkte har afslået at flytte til Hjørring. Nogle går på pension, andre har fundet andet arbejde, fortæller Finn Jensen. De resterende 60 medarbejdere i kundecentrets samlede medarbejderstab på 100 kommer udefra, og de stillinger er for længst besat. - Det betyder, at vi på nuværende tidspunkt er godt 80 medarbejere, og der bliver formentlig ingen problemer med at få de sidste stillinger besat, siger Finn Jensen. Andre steder har der været meget større problemer. Det fremgår af et svar fra skatteminister Kristian Jensen til SFs skatteordfører, Morten Homann. Bl.a. var 126 medarbejdere af SKAT udpeget til at flytte til Ringkøbing pr. 1. oktober.. Kun fire havde accepteret, mens 71 havde afvist. Af disse havde 48 personer enten sagt op eller var blevet fyret af SKAT. 51 havde slet ikke meldt tilbage. I Hjørring er det store spørgsmål fortsat, hvor de godt 350 medarbejdere hos Skattecenter Hjørring fremover skal have til huse. SKAT annoncerede i sommer efter bygninger på i alt 9000 kvadratmeter i Hjørring. NORDJYSKE erfarer, at der har været fire seriøse henvendelser, deriblandt Metropolen i midtbyen. - Der er endnu ikke truffet en endelig afgørelse, siger specialkonsulent hos SKAT, Dorthe Verdelin.