Håndbold

Stillingskrig i Gigantium

Aalborg Håndbold spillede 24-24 med Skjern Håndbold

Spillerne fra Aalborg Håndbold og Skjern Håndbold gav hinanden kamp til stregen. Foto: Claus Søndberg
Spillerne fra Aalborg Håndbold og Skjern Håndbold gav hinanden kamp til stregen. Foto: Claus Søndberg Claus Søndberg

Opdateret kl. 17:08

AALBORG: Aalborg Håndbold har resultatmæssigt fået en fornuftig start på den nye sæson i Herre Håndbold Ligaen, der har budt på uafgjorte kampe mod Team Tvis Holstebro og KIF Kolding København, mens det seneste opgør resulterede i en smal udesejr over Mors-Thy Håndbold.

Lørdag eftermiddag fik nordjyderne besøg af Skjern Håndbold, der også havde hentet fire point i de tre første spillerunder. De var blevet sat ind på kontoen efter hjemmesejre over Odder Håndbold og Team Tvis Holstebro, mens gæsterne havde tabt på udebane til SønderjyskE.

En eventuel vinder af kampen i Gigantium ville således stryge op i toppen af tabellen.

En tæt affære

Første halvleg blev en tæt affære, hvor ingen af de to mandskaber havde held med at slå et afgørende hul. Efter små fem minutters spil var Aalborg Håndbold bagud 1-3, men hjemmeholdet fik hurtigt lukket hullet, og da der var spillet et lille kvarter, var Aalborg Håndbold i front med 7-5.

Gæsterne udnyttede dog hurtigt en udvisning til Christian Jensen, og så var der igen balance i regnskabet ved stillingen 7-7. Herefter var de to hold skiftevis i front på måltavlen frem mod pausen.

I det sidste angreb udlignede gæsterne til pausestillingen 12-12 på et straffekast, som Henrik Møllgaard sikkert sendte forbi Ole Erevik i Aalborg-målet. Den norske keeper havde ellers stået en fin halvleg, hvor han overstrålede både Kristoffer Laursen og Søren Pedersen i gæsternes mål.

Sendt til afkøling

Nordmanden åbnede anden halvleg med to flotte redninger, men i offensiven ledte Aalborg Håndbold forgæves efter åbninger, og da der var spillet 40 minutter af kampen, var hjemmeholdet bagud med 15-17.

Skjern Håndbold havde flere store chancer for at udbygge føringen, men Ole Erevik lukkede effektivt af. Da der var et lille kvarter tilbage på uret i Gigantium, var kampen stadigvæk helt åben. Morten Slundt reducerede til 17-18, og Skjern blev samtidig ramt af holdets første udvisning.

Aalborg Håndbold fik fightet sig op på 19-19, og nordjyderne kæmpede bravt videre, selvom Niclas Barud efterfølgende blev sendt til afkøling i to minutter. Syv minutter før tid udlignede Morten Slundt til 20-20, og der var lagt op til en spændende afslutning foran de 3116 tilskuere.

Drama til sidst

Niclas Barud blev hurtigt ramt af endnu en udvisning, og denne gang udnyttede gæsterne overtallet. Fire minutter før tid var stillingen 20-22 i Skjerns favør.

I slutfasen forsøgte Aalborg Håndbold at indhente gæsterne ved at sende Søren Westphal på banen i stedet for Ole Erevik. Han blev dog taget ud i angrebet, hvor hjemmeholdet forsøgte sig med en ekstra markspiller. Morten Slundt fik reduceret til 23-24, og 40 sekunder før slutfløjtet udlignede Buster Juul på straffekast til 24-24.

Gigantium kogte, da Skjern efter en timeout tog hul på det sidste angreb med 13 sekunder tilbage af kampen. Ole Erevik var tilbage i målet, og han var på plads, da Henrik Møllgaard på det afsluttende frikast afsluttede i toppen af målet. 24-24 blev slutresultatet i Gigantium.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden