Film

Stilstand i warpfart

FILM "Star Trek - Nemesis" Nemesis er en meget passende titel til denne film. Det har nemlig været overmodigt at lave endnu et afsnit i den tilsyneladende uendelige historie om besætningen på USS Enterprise. Man kan håbe, at publikum straffer producenten ved at holde sig væk fra biografen. Den faste besætning er ved blive opløst i begyndelsen af filmen. Førsteofficeren Will Riker har giftet sig med rådgiveren Deanna Troi og skal overtage kommandoen på et andet rumskib. Men både forfremmelsen og bryllupsrejsen bliver sat i bero da Enterprise bliver bedt om at flyve til planeten Romulus. Romuluanerne er fjender af Føderationen, men deres nye hersker siger, at han vil lave en fredsaftale med Føderationen. Kaptajn Picard og kompagni bliver sent afsted for at finde ud af, om han mener det alvorligt. Men der venter kaptajnen en overraskelse. Hans modstander ligner ham nemlig mere, end han lige havde regnet med. Hovedtemaet i filmen er det klassiske terroristdilemma. Ville vi selv være blevet til kriminelle terrorister, hvis vi var vokset op under tilpas hårde og håbløse forhold? Er der i det hele taget nogen grundlæggende forskelle på os og vores fjender? Svaret bliver, som det plejer i Star Trek universet ,selvfølgelig politisk korrekt. Jeg tror, at man skal være virkelig stor Star Trek-fan for at kunne holde af denne film. Filmen kunne lige så godt være lavet i seriens barndom i 60'erne. Der er ikke noget, der gør den specielt aktuel, og værst af alt er science fiction-filmens adelsmærke - special effects - lavet for dårligt. Det er simpelthen for tydeligt, hvor computeren har været inde over. Det er svært at tro på, at gnister springer ud af samtlige skærme, og hele skibet ryster når det bliver ramt. bortset fra de klassiske uniformer kunne det lige så godt ligne noget fra en ubådsfilm. Alt i alt er det en skuffende film. Hvis den tiende film ikke skal blive den sidste, er der bruge for endnu en ny besætning, endnu et nyt skib og nogle nye forfattere. Ulrik Andersen ulrik.andersen@nordjyske.dk Star Trek - Nemesis, instruktion: Stuart Baird, 116 minutter, Tilladt o. 11 år, Danmarkspremiere.