Stimulerende og spændende

I disse dage er der fokus på Skagensmalerne. Skagens Museum fejrer om få dage sin 100-års-fødselsdag, og Arken har netop indviet en tilbygning med en udstilling om Skagensmalerne.

Nina Hobolth

Nina Hobolth

Vi ser frem til, at Skagens Museum i de kommende måneder viser sine pragtfulde billeder i en særlig jubilæumsudgave, men det særlige er jo, at vi altid har kunnet besøge Skagens Museum og vidst, at det ville blive et herligt møde med en perlerække af pragtfulde malerier. Arken kan man også altid aflægge et besøg, i sikker overbevisning om at der er flotte og udfordrende ophængninger. Fra ¿klassisk moderne¿ til nutiden er udstillingerne kendetegnet af kunstnerisk kvalitet og fremragende formidling. De river og kradser, ikke mindst samtidskunsten - men det er kun godt. Nu har Arken med sin netop åbnede udstilling (jeg glæder mig til snarest at se den med egne øjne) sat kritisk fokus på myten om Skagensmalerne: De udefrakommende kunstnere brugte (i parentes ¿kun¿) den lokale befolkning som eksotiske motiver, men om et venskabeligt og tæt samvær kunne man ikke tale. Tjabum, lad os lige tænke os lidt om. For det første var kunstnerne jo for størstedelens vedkommende tilrejsende sommergæster, ikke fastboende. Og når vi tænker på, hvem vi selv omgås, har vi så ikke alle en tendens til at være sammen med ligesindede? Er det ikke lidt sent at bebrejde Skagensmalerne, at de var mere sammen med hinanden (og nogle var dog indgiftede i skagbofamilier) end med... ja, hvem? For det andet har vi det dér lange, lange træk i kunst- og kulturhistorien, der kunne kaldes ¿jagten på urmotiverne¿. Jeg skal ikke her forfølge dette tema tilbage til antikken, men ikke mindst fra guldalderen i dansk kunst kan vi se, hvordan ¿almuen¿ bliver et foretrukket motiv. På landet finder kunstnerne bønder og godtfolk, der - ud over den arbejdsomme hverdags mange gøremål - også holder bryllupper og begravelser, fejrer Skt. Hans, opsøger helligkilder, har fastelavnsritualer m.m. Det er denne tråd, Skagensmalerne genoptager - de søger mod lyset og vandet, og her møder de fiskerne. Et landskab har - efter de akademiske forskrifter - brug for staffagefigurer: Menneskeskikkelser, der danner målestok for himmel og jord, nærhed og afstand. Også i portrætter og genrebilleder søgte kunstnerne ¿ægte¿ folketyper, gerne i folkedragter eller det, der ligner. Det er stimulerende og spændende, når to museer samtidig går ind i det samme emneområde med hver deres ¿angrebsvinkel¿. Det er også vigtigt for vores gode, gamle Skagensmalere, at de udfordres af nye synsvinkler og perspektiveringer. Vi, der er så heldige at bo i Nordjylland, kan hurtigt tage turen til Skagen og besøge det herlige museum, men at kradse og rive lidt op i de gamle vaneforestillinger, blæse støvet væk og prøve at se på en ny måde - det kan den gode kunst altid holde til. Nordjyllands Kunstmuseum har også i disse uger en bred ophængning af kunsten fra ¿klassisk moderne¿ til værker fra 2007. Her er afbildninger af ganske almindelige mennesker afvekslende med kunstnernes selv- og gruppeportrætter. Kunsten bevæger sig - som os andre - fra selvbetragtning til analyse af den omgivende verden - ellers var det jo ikke kunst. Så hip, hip, hurra for kunstmuseerne, der både kan og vil fortælle om os selv, de andre og verden omkring os. [ Nina Hobolth er direktør for et af Danmarks smukkeste museer, tegnet af Alvar Aalto og Jean-Jacques Baruël. Her vises dansk billedkunst fra 1900 til i dag, suppleret med udenlandske værker. Nordjyllands Kunstmuseum, der er en firestjernet attraktion, danner rammen om talrige aktiviteter, fra særudstillinger, omvisninger, foredrag og film over koncerter og musikarrangementer til samarbejde med foreninger og privatpersoner. Nina Hobolth er kunsthistoriker, altædende kulturforbruger og opsøgende i forhold til både den ældre og samtidskunsten. Har hjemmeboende ægtefælle, tre fraflyttede børn og fem børnebørn.