Stjålen havetraktor i nabo-byttehandel
Men det vidste den anden nabo bare ikke - indtil han hørte rygter ude i byen
Opdateret kl. 14:41
TERNDRUP: Naboskabet mellem to mænd på Aalborgvej i Terndrup blev utvivlsomt sat på en seriøs prøve efter en tvivlsom byttehandel mellem de to.
Mellemværendet involverede nemlig en lovligt købt iPhone - og en stjålen havetraktor.
Nabo A, som rådede over en iPhone, indgik en byttehandel med Nabo B, som til gengæld kunne tilbyde en Stiga havetraktor.
Det skete i torsdags.
Efter byttehandelen erfarede Nabo A ude i byen, at bemeldte havetraktor skulle være ret så ”varm”.
Altså tyvstjålet.
A kontaktede derfor lørdag formiddag politiet, som besluttede at erlægge Nabo B visit og forhøre sig nærmere.
B erkendte, at Stiga havtraktoren ret beset ikke tilhørte ham selv.
Han havde fundet den.
Og den var såmænd meldt stjålet på Pilevej i Terndrup 5. oktober, eftertjekkede politiet.
Nabo B sigtes nu for ulovlig omgang med hittegods.
Til gengæld blander myndighederne sig ikke i, hvorvidt byttehandelen mellem de to naboer går tilbage.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.