Stjålet GPS-udstyr sporet med GPS - tyve fanget

Forretningsindehaver havde sat GPS på dyrt GPS-udstyr - tre tyve afsløret med stjålet udstyr for halv million

Arkivfoto
Arkivfoto

Opdateret 01. august 2016 kl. 06:31

BOLDRUP: Tre litauiske mænd skal i løbet af søndag i grundlovsforhør sigtet for tyveri af GPS-udstyr til omkring en halv million kroner fra landbrugsmaskiner hos Allestrup Maskinstation i Boldrup ved Nørager.

Anmelderen af tyveriet - indehaveren af maskinstationen - angav overfor politiet, at tyveriet var sket i tidsrummet fra cirka klokken 03.15 til 03.30.

Og ironisk nok var det netop GPS-udstyr, der var årsagen til, at de tre mænd ved 05-tiden natten til søndag blev anholdt ved Kolding.

- Indehaveren af maskinstationen havde smart nok monteret GPS-sender på det dyre GPS-udstyr fra hans landbrugsmaskiner, og han aktiverede udstyret på de stjålne GPS’er. Det betød, at vi kunne følge dem ud på motorvej E45 sydover. Så vi fik hjælp af kollegerne hos Sydøstjyllands Politi. De lavede en totalspærring af motorvejen ved Kolding, og klokken 04.59 kunne vore kolleger anholde de tre litauere med det stjålne GPS-udstyr i deres Audi, forklarer vagtchef Carsten Kjær, Nordjyllands Politi.

Vagtchefen roser indehaveren af maskinstationen for at have sat GPS-sendere på det dyre udstyr.

- Jeg har aldrig rigtig forstået, at folk ikke sætter et sporingsudstyr på de dyre maskiner og udstyr. Når man kan sætte en find mig i en mobiltelefon kan den jo ikke fylde så meget, og så er det jo relativt nemt at spore det stjålne, konstaterer han.

De tre mænd skal nu transporteres til Nordjylland, hvor de fremstilles i et grundlovsforhør senere søndag.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden