Stjålet mobil-kort misbrugt for 63.000 kr.

Hjørring 5. september 2002 08:00

HJØRRING: - Kan det være rigtigt, at der er ringet for 58.000 kroner på din mobiltelefon. Omtrent sådan lød det, da Sonofon kontaktede Steen Jansen, Viborg. I første omgang blev han noget bleg, og det blev ikke bedre, da han senere på dagen fik at vide, at nu var regningen for weekendens brug kommet oveni, så den samlede regning nu var på 63.000 kr. SIM-kortet blev spærret lige på stedet, hvorefter Steen Jansen fik travlt med at få opklaret sagens rette sammenhæng. For ganske vist var han registreret som ejer af telefonen, men brugeren og ihændehaveren af telefonen var hans 18-årige søn, der bor på kollegieværelse i Hjørring. - Min søn havde problemer med telefonen i foråret, hvorfor han skilte den ad. Herefter lå SIM-kortet og selve telefonen hver for sig på hans værelse, og da min søn så skulle bruge kortet igen, kunne han ikke finde det - men regnede bare med, at det var blevet væk på værelset, siger Steen Jansen, som forklaring på, at kortet ikke blev meldt stjålet og spærret. Sagen er nu omgående anmeldt hos kriminalpolitiet i Hjørring, som dog ikke kan oplyse meget andet end at kortet er sporet til det tidligere Jugoslavien. Hos Sonofon vil man ikke kommentere sagen, men dog gerne fortælle, at Steen Jansen næppe kommer til at betale den fulde regning. Den normale procedure i sådanne sager, er at kunden klager til teleselskabet over regningen. Herefter forsøger parterne at komme til enighed om det beløb, som kunden skal betale, og lykkes det ikke, kan kunden - eller teleselskabet - bringe sagen videre til Teleklagenævnet, Forbrugerklagenævnet og i sidste instans domstolene.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...