Biler

Stjålne bilmærker er fundet i Brovst

BROVST:Har din bil mistet et mærke? Så kan du nu hente det ved landbetjenten i Brovst. Landbetjent Torben Madsen sidder i øjeblikket inde med godt 30 mærker fra bl.a. Nissan og VW-biler. - Det var en otteårig dreng, der fandt dem i en busk, forklarer vagthavende ved Løgstør Politi. Siden tyveriet er så omfattende, tog landbetjenten ikke let på sagen. - Der er mange biler, der er blevet ridset og beskadiget, forklarer Torben Madsen, der derfor forhørte drengen. - Jeg har ikke taget med fløjshandske på drengen. Men det er ikke ham, der har gjort det. Han er ikke så gammel, og hans forældre har styr på, hvor han har været, siger landbetjent Torben Madsen. I øjeblikket er der ikke nogen mistænkte. Men samtlige tyverier af mærker er sket i weekenderne. Og det kan være med til at give et fingerpeg om, hvem der har begået hærværket, mener Torben Madsen. - Det kunne godt være et barn eller en ung, der er i pleje og kommer hjem i weekenderne, eller et skilsmissebarn, der er på besøg hos en forælder i weekenderne, mener Torben Madsen, der gerne vil kontaktes, hvis man har mistanke om, hvem der kan have begået tyverierne og dermed også være skyld i hærværket på bilerne.