Tyverier

Stjal fra psykisk udviklingshæmmede

AALBORG: En 40-årig mand er i Retten i Aalborg blevet idømt tre måneders betinget fængsel for at have stjålet cirka 40.000 kroner fra en gruppe psykisk udviklingshæmmede. Manden var ansat i den socialpædagogiske boenhed i Vodskov, hvor ofrene bor. Beboerne indbetaler løbende penge til nogle fælles konti, blandt andet en kostkonto og en aktivitetskonto. Retten fandt det bevist, at den ansatte i løbet af et års tid stjal cirka 36.000 kroner fra én konto og cirka 4000 kroner fra en anden. Pengene skulle have været brugt til eksempelvis madvarer, men i stedet brugte den 40-årige dem på sig selv. Med i dommen er også et enkelt tilfælde af dokumentfalsk, idet manden blev fundet skyldig i at have lavet et falsk bilag, som skulle vise, at et beløb var blevet brugt på beboerne. Da sagen om det falske bilag kom frem, blev manden bortvist fra boenheden. Den 40-årige nægtede i retten både tyverierne og dokumentfalskneriet, og han udbad sig betænkningstid med hensyn til, om han vil anke dommen. -nok