Tyverier

Stjal syv svejsere og metalplader

AALESTRUP:Hele syv svejseapparater forsvandt, da der mellem tirsdag eftermiddag og onsdag morgen ved halv syvtiden var indbrud hos PH Svejseteknik, Bjergegårdsvej i Aalestrup. Det skete efter at en aluminiumsdør blev brækket op. Der er tale om fire store co2-svejsere af mærket Micatronic samt tre såkaldte tik-svejsere, der svejser med elektroder. Der blev også fjernet en del rustfri plader, så der må antages at være brugt en pæn stor bil til at fjerne tyvekosterne. Politiet modtager meget gerne henvendelser om nogen der har set en sådan bil eller andet mistænkeligt på telefon 9666 1448.