Stjernedrys over Legeland

Også i år er der sjov i Gigantium i efterårsferien

AALBORG:Med lidt held kan Legeland 2003 præsentere vinderen af aftenens Stjerne for en aften, når det går løs på mandag i Gigantium. Så lederen af Fri-Stedet på Thulevej, Jens Larsen, er blandt dem, der hepper med, når Heidi Irene Willum Jørgensen fra Aalborg går på scenen. Ikke bare fordi hun er en lokal pige, og ikke bare fordi hun har fået sin musikalske opdragelse på Fri-Stedet. Men fordi hun er god. - Hun er den bedste sangerinde, vi nogensinde har haft på Fri-Stedet, slår han fast. Heidi Irene Willum Jørgensen har sagt ja til at kigge forbi i Gigantium kl. 15 mandag, tirsdag, onsdag og torsdag. Hvad enten hun vinder eller ej. Igen i år er det Fri-Stedets Venner, Gigantium og Ranum Teltudlejning, der står sammen om Legeland. Arbejdsfordelingen er klar. Gigantium lægger plads til i form af storhallen. Ranum Teltudlejning kommer med hovedparten af underholdningen, mens Fri-Stedets Venner leverer arbejdskraften. Heine Pedersen fra Ranum Teltudlejning fortæller, at han kommer med 70-80 forskellige ting. Han byder på alt fra hoppepuder til rumsimulatorer over sumo-brydere til en rodeotyr. - Der er så mange ting, at der ikke bliver problemer med kø, garanterer Jens Larsen fra Fri-Stedet. Underholdningsmæssigt gentager Legeland succesen fra i fjor, hvor der var en forhindringsbane, som kendte aalborgensiske sportsfolk gennemførte på tid. Bagefter kunne børnene så prøve, om de kunne slå idolernes tider. I fjor var det håndboldspilleren Søren Larsen fra Aalborg HSH, der vandt. Han stiller op igen i år, men nu som AaB'er. Han kommer til at kæmpe mod andre AaB'ere, da også fodboldklubben og ishockeyklubben stiller med kæmpere. Der bliver også tvekamp - eller stjernetræf - tirsdag, hvor det er de uniformerede i skikkelse af politiet, militæret, brandvæsenet og postvæsenet, der stiller op. Onsdag er stjernetræffet afløst af danseworkshop på scenen, inden damerne fra Aalborg DH, Fox Team Nord og Fortuna Hjørring skal i ilden torsdag. Og deltagerne i stjernetræffene kan godt begynde at træne højrehånden. For efter præstationerne skal der skrives autografer, og så er det ligemeget om man er fodboldstjerne eller postbud. Ungerne vil have autografer. Skulle der gå hen og blive et overskud på Legeland går det til Fri-Stedets Venner, som så igen bruger dem til støtte til f.eks. koloni-ture. Men for Jens Larsen er det ikke pengene, der er det primære. For ham er det vigtigste, at det er en god aktivitet for de børn, der er med fra Fri-Stedet. De nyder at der er brug for deres hjælp. - Det her er noget, der involverer hele kvarteret. Både børnene og deres forældre. Også forældre, der ikke længere har børn på Fri-Stedet. Jeg kan da fortælle, at formanden for skolebestyrelsen på Seminarieskolen tager en tjans ved billetlugen, og han har ikke længere børn her, siger Jens Larsen.- Det har ikke været noget problem at få frivillige. Bare vi har det rigtige at tilbyde. Folk vil gerne hjælpe med. Men det er vigtigt, at der er mange, der laver lidt, fremfor at der er få, der laver meget.