Stjerneparade til Sindal

En særdeles hidsig matchning. Anderledes kan 1. divisionsholdet fra TST Hjørring ikke anskue det inden armlægningen mod Randers i oprykningsspillet til GuldBageren Ligaen.

Katrine Fruelund er den største af de Randers-stjerner TST Hjørring i dag skal op imod. Foto: Scanpix

Katrine Fruelund er den største af de Randers-stjerner TST Hjørring i dag skal op imod. Foto: Scanpix

Randers kommer anstigende med en stjernemættet besætning med langt over 500 landskampe tilsammen. Med profiler fra Tyskland, Hviderusland, Norge samt en stribe nuværende eller tidligere danske landsholdsspillere med Katrine Fruelund i spidsen. - Uden at skulle forklejne de to andre hold i vores oprykningspulje, Horsens og SønderjyskE, er Randers de markant stærkeste. Alene den landsholdserfaring deres trup har, taler for sig selv, siger TST Hjørrings træner Sune Sørensen. Ydermere må han i sidste øjeblik se sit eget hold decimeret, da Tanja Logvin, af personlige årsager, har måttet rejse hastigt hjem til Østrig. Og meget tyder på, at den internationalt rutinerede stjerne også er væk til næste kamp, 26. april mod Horsens. - Vi har dog været gode til at snakke om modstander, og erkende, at det nok ikke er her, vi skal regne med at vinde. Men vi lægger os ikke ned på forhånd, siger han. - Men det er en god mulighed for at vores mange unge talenter kan få målt sig selv mod et midterhold fra ligaen, og se hvad de mangler. Vi har ikke de store ambitioner om at rykke op endnu, men vores unge spillere kan tilegne sig værdifuld erfaring. - Men vi forfølger da chancen. Slår vi et skadesplaget SønderjyskE-hold bliver vi treer i gruppen, og så venter der måske en direkte kamp mod Fox om at rykke op. Det ville være fantastisk, griner Sune Sørensen.