Stjerner savner større stemme i badminton

Ifølge Viktor Axelsen og Hans-Kristian Vittinghus har professionelle badmintonspillerne for lidt indflydelse.

Viktor Axelsen og Hans-Kristian Solberg Vittinghus - her efter DM-finalen i 2020 - mener, at professionelle badmintonspillere har for lidt indflydelse, når der skal træffes beslutninger for sporten. (arkivfoto)

Viktor Axelsen og Hans-Kristian Solberg Vittinghus - her efter DM-finalen i 2020 - mener, at professionelle badmintonspillere har for lidt indflydelse, når der skal træffes beslutninger for sporten. (arkivfoto)

KØBENHAVN:- Vi er alt for svage som spillere i denne sport.

Sådan indledte badmintonstjernen Viktor Axelsen i sidste uge et opslag på Facebook.

Axelsen mener, at professionelle badmintonspillere i for høj grad er sat uden for indflydelse, når der træffes beslutninger. Som når der i maj skal stemmes om, hvorvidt man skal fortsætte med at spille bedst af tre sæt til 21 eller ændre til bedst af fem sæt til 11.

- De nationale forbund har alt for meget magt over atleterne, og det er ifølge min mening en fejl, skrev Axelsen.

Han mener blandt andet, at det er forkert, at pengepræmier vundet i internationale turneringer skal igennem de nationale forbund.

Kollegaen Hans-Kristian Vittinghus er enig, da det ifølge ham kan tage tre-fire måneder at få udbetalt præmier, og tilføjer, at det er et endnu større problem, at det kun er de nationale forbund, der kan tilmelde spillere til internationale turneringer.

- Det er ikke et problem i Danmark, men andre steder i verden er det et problem, at vi er så forbundsstyrede, at vi reelt ikke har magten over, hvilke turneringer vi spiller, mener Vittinghus.

Badminton Danmarks sportschef, Jens Meibom, forklarer, at sporten er meget styret af forbundene, fordi badmintonspillere ikke har deres egne professionelle organisationer, som tennisspillerne har i ATP og WTA.

- Men det handler også om, at de asiatiske forbund har et ønske om kontrol, da landene investerer milliarder i sporten og ser det som et prestigeprojekt.

- Ved All England sidste år blev der åbnet op for snakken om, at spillerne selv kunne tilmelde sig internationale turneringer. Det er Danmark ikke afvisende overfor, men de asiatiske lande sagde blankt nej, fortæller Meibom.

Også han mener, at det i nogle lande er problematisk, at forbundene har magt til at bestemme, hvem man sender til hvilke turneringer.

- Der er eksempler på, at spillere reelt får stoppet deres karrierer, hvis spillerne ønsker noget andet end forbundet eller er i bad standing. Det vil så aldrig komme til at ske i Danmark, understreger Meibom.

Til gengæld mener Meibom, at spillerne skal være glade for, at Det Internationale Badmintonforbund (BWF) tager kampen med at hive pengepræmier ud af turneringsarrangørerne.

- Nogle lande kan nøle rigtigt meget med at sende præmiepengene. I gamle dage måtte spillerne selv tage kampen, hvis præmiepengene udeblev.

- Nu sørger BWF for, at der er ordnede vilkår, og de enkelte lande overholder deres forpligtigelser. I dag får alle deres præmiepenge udbetalt, så der er også fordele ved strukturen, mener Meibom.

Hverken han eller Vittinghus mener, at de professionelle spillere bør have en større stemme end andre, når det kommer til afstemningen om tællesystemet, da det også vil omfatte al breddebadminton.

- Men generelt savner jeg, at vi har en større stemme vedrørende touren, siger Vittinghus.

Han har selv siddet i spillernes organisation, Athletes' Commission, hvor formanden er repræsenteret i BWF's bestyrelse. Men den enlige stemme ud af 27 batter ikke for alvor.

- Jeg har oplevet en del tilfælde, hvor vi ikke er kommet igennem med vores ønsker.

- Vi var eksempelvis stor modstander af reglen om, at man fratages ranglistepoint, hvis man trækker sig mod en landsmand, men den blev indført alligevel, eksemplificerer Vittinghus.

Han savner, at sportens stjerner involverer sig.

- Vores svaghed er, at de største spillere sjældent involverer sig. Det er klart at Viktor Axelsen vil have en større stemme end Marc Zwiebler, der nu sidder som spillernes repræsentant.

- Hvis spillere som Viktor og Kento Momota gik forrest, skulle BWF nok lytte efter, og det ville hjælpe på magtforholdet, men de største stjerner har måske ikke lysten eller tiden til det, vurderer Vittinghus.

Ritzau har forgæves forsøgt at få en kommentar om dette fra Viktor Axelsen.

BWF-præsident Poul-Erik Høyer er lydhør over for spillernes ønske om forbedringer.

- Spillernes stemme er vigtig og anerkendt, men hvis de har et ønske om at være mere repræsenteret ved møderne, er det da noget, man kan arbejde videre med, siger Høyer.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.